torsdag den 29. marts 2018

Vi tog det første skridt.....

Det allerførste, spæde skridt blev taget i jagten på en - mulig - ændring af vores liv.

Vi fandt et fint lille sted, der lå, der hvor vi gerne ville bo, hvis det nu var..... Der er allerede et lille Bed & Breakfast og vi tænkte mange tanker inden vi valgte at booke en fremvisning.

Vi glædede os til at se stedet, se hvilke muligheder, der kunne være - eller blot blive skuffede og vide, at det ikke var noget for os. Sandsynligheden for at det første sted, vi så, ville være perfekt, var jo til stede, men alligevel...

En time før fremvisningen blev vi ringet op af mægleren, der ville udskyde, eller viste det sig, helt aflyse fremvisningen. For der var nogle, der var interesserede, de skulle bare lige godkendes i banken, og vi skulle jo vide, at det var temmelig svært at få bankgodkendelse i udkantsdanmark. Vi spurgte om der var skrevet slutseddel, men nej, men det var lovet til de andre, hvis de kunne få godkendelse.

Mægleren fortsatte med at fortælle, hvor svært det var at blive godkendt og min mand måtte så skuffe ham med at vi faktisk har pengene "klar".

Så fortsatte mægleren med at rakke stedet ned, fortælle, hvor nedslidt det var, at der skulle nye møbler bla, bla, bla. Alt sammen noget, vi havde kunnet se ud fra billederne og også havde taget både tidsmæssig og økonomisk højde for.

Nå, men det korte af det lange var at mægleren ikke ville vise det frem....bum...sådan....

Jeg tror min mand blev så paf, så han bare accepterede uden at nævne noget om budrunder eller lignende, som jo er ganske almindeligt i hovedstaden. Stedet er så billigt, så vi gerne havde budt både 2 og 300.000 tusinde over, hvis det havde været perfekt.

Og så sad vi der....kiggede på hinanden og undrede os...og tænkte om det var fordi mægleren selv eller hans onkel skulle købe det? For hvordan kan man som mægler afvise kunder, der - måske - kan give sælger et højere provenue?

En anden mulighed er selvfølgelig at prisen har været sat for lavt og sælger ønsker at tage det af markedet og sætte det på til en anden pris på et andet tidspunkt.....men så burde mægler nok lige fjerne det fra nettet.

Så første skridt gik ærlig talt ikke særlig godt....nu slikker vi sårene og kigger videre...og tænker videre...og drømmer lidt...og vender tilbage til at vi jo har det rigtig godt, som vi har det nu ;-)




tirsdag den 27. marts 2018

Benægt, benægt, benægt

Vi holder påskeferie og var i går ude at spise på et af de lokale steder på vores feriedestination.

Vi havde købt sådan et kupon-tilbud - en bøf eller laks for 99 kr. mod en normalpris på 199.

Jeg forestiller mig altid, at det for restauranten skal være visitkortet til at man får lyst til at besøge stedet igen til fuld pris. Men jeg er før blevet skuffet og blev det igen.

Vi ankom, der var fint og hyggeligt og tjeneren spurgte om det var korrekt, at vi ville benytte os af tilbudet. Vi bekræftede og han spurgte om vi ønskede bøf eller laks og hvilken sauce vi ønskede til. Han gav os så vinkortet.....og forsvandt.....

Der var ikke mange i restauranten på sådan en hverdagsaften udenfor sæsonen og lige bag os sad ejeren af stedet, så man kunne måske have forestillet sig, at tjeneren var lidt mere på dupperne.

Der gik 25 minutter så kom en ung kvindelig tjener og spurgte hvad vi ville have. Vi bestilte vores drikkevarer og hun så lidt undrende ud, så vi tilføjede, at vi allerede havde bestilt vores mad hos hendes kollega.

Yderligere 15 minutter gik, så kom vores drikkevarer og den unge kvindelige tjener oplyste, at der altså ikke lå nogen ordre på noget til os. Vi forklarede at vi havde bestilt hos den og den tjener og pigen forsvandt igen.

Og så skete der ikke mere.....eller dvs efter 10 minutter (og altså 50 minutter efter vi var ankommet!!) kom den unge kvinde og sagde, at vi godt måtte tage af salatbuffeten, underforstået for deres regning.

Endelig - efter knap en time - kom vores mad, serveret af den tjener, som oprindelig tog imod vores bestilling. Jeg spurgte med et glimt i øjet om han havde glemt os og han svarede surt, at vi jo ikke havde bestilt noget hos ham....jeg opgav, ikke en konflikt jeg gad tage, når vi var ude for at hygge os.

Men hvordan er det IKKE at tage imod bestilling, når man spørger om folk vil have kød eller fisk og hvilken sovs, de ønsker til?? Det er da en bestilling.

Men benægt, benægt, benægt, er her en god metode til aldrig at indrømme en fejl. Herregud, manden skulle jo bare have sagt, ups, ja, den smuttede, det må i undskylde.

Nå, men vi fik vores mad - mandens bøf var fin og et pænt stykke kød - min laks lå derimod midt på tallerkenen og råbte:

"Husk, en middag til 99 kr. vil altid være en middag til.....99 kr"

Ja, man får hvad man betaler for og havde jeg betalt 199 kr for den ret var jeg godt nok blevet sur - vil tro der var 80 gram laks. Til gengæld var der 10 kartofler...til mig, til min ret.

Det gode var dog at maden var virkelig lækker, så jeg sagde til den (nu fornærmede) mandlige tjener, at det var meget lækkert. Hans svar var "Godt" og så gik han.

Velbekomme




onsdag den 21. marts 2018

Findes der curling-lærere?

Der findes curling-forældre - vi kender dem alle og vi kan nok heller ikke selv sige os fri for af og til at agere som.....curlingforældre.

Jeg har ikke haft børn i grundskolen i mange år, men da jeg havde, synes jeg ikke, jeg oplevede meget curling fra lærernes side, heldigvis.

I går i toget mødte jeg en curling-lærer. Toget var godt fyldt, men rigtig mange steg ud på Hellerup station og jeg valgte at sætte mig ned på en anden plads, hvor der ikke sad så mange. Sådan en plads med 4 sæder overfor hinanden på den ene side af gangen og tilsvarende på den anden side. Skråt overfor mig sad en kvinde og på den anden side af gangen sad en mand.

Jeg satte mig, smed hue og handsker og tog min telefon frem, da en kvinde i 30'erne kom farende og sagde "Ej, undskyld vil du ikke godt flytte dig"? Jeg kiggede op "Flytte mig??". Der var masser af pladser rundt omkring, så spørgsmålet var lidt sært.

"Ja, vil du ikke flytte dig, for jeg har 3 børn her, der gerne vil sidde sammen og der er jo mange andre pladser du kan sidde på".

Mange i kupéen kiggede op, de var tydeligt interesserede i hvad jeg sagde til det, så jeg valgte konflikten fra og gik min vej....ned i en anden kupé. Bagefter var jeg irriteret over min egen konfliktskyhed, at jeg ikke bare sagde, at der netop var mange andre pladser hvor hendes elever kunne sidde.

De 3 piger var 10-11 år, så der var ikke tale om bittesmå børn, der skulle overvåges, men tydeligt blot en curling-handling ift pigerne så de ikke skulle udsættes for IKKE at sidde sammen i de 12 minutter det tog at køre fra Hellerup til Nørreport.

Skal vi virkelig rydde hver en sten på vores børns (elevers) vej? Hvordan skal de klare sig når de kommer ud i den virkelige verden? Er al den curling årsagen til at så ufattelig mange unge har angst? (I know, det sidste spørgsmål kræver jo nærmest et indlæg for sig selv, måske kommer det en dag)

Lærer Andersen var helt sikker IKKE en curling-lærer

tirsdag den 20. marts 2018

Et fantastisk hyggeligt sted

Jeg plejer ikke at skrive "anmeldelser" om spisesteder, men jeg har nu nogle gange været på Nivå Havn, hvor der er kommet den sødeste lille café med meget rimelige priser.

Første gang jeg skulle betale - for kaffe, te og 2 x kage, troede jeg de havde slået forkert ind....mener jeg kom af med 134 kr. Det er ca det samme jeg betaler på fx Holms inde i byen....der er det så bare kun for EN person.

Café Strandhuset har lækre hjemmebagte kager, verdens bedste fish and chips og man føler sig så velkommen, også til at sidde i timevis og sladre, selvom man "kun" har købt kaffe og kage.

Egentlig burde jeg jo holde stedet for mig selv, men Strandhuset i Nivå fortjener at blive nævnt og jeg har nok heller ikke 100.000 følgere, der lige smutter derned, så hermed en anbefaling, hvis I er på de kanter. Det ligger ikke langt fra Louisiana eller Nivaagaards malerisamling, så det passer fint med at spise på Strandhuset og så tage videre eller omvendt.

Jeg fik desværre ikke taget noget billede, da jeg var dernede, så I må nøjes med et billede af Øresund
Øresund - 18. marts 2018

mandag den 19. marts 2018

Midtvejskrise?

Jeg har det godt - vi har det godt - vi elsker hinanden - vi elsker vores børn og vi elsker vores liv.

Og ja, vi KAN også godt være uenige om ting og synes, at vores unger er umulige - det er jo ikke en Hollywood film, men et helt almindeligt forstadsliv på godt og ondt.

Engang var jeg sådan en, der ønskede mig et fast job med en god og stabil indtægt, så mødte jeg manden min, som havde en iværksætter i maven...den fik han lov til at leve ud og lever stadig ud. Og han smittede mig, så efter et par år, da firmaet var velkonsolideret, sprang jeg med i projektet.

Jeg var i mange, mange år med på sidelinjen, men trængte til nye græsgange da jeg var omkring 40. Jeg trængte til noget, der var mit, nogle flere kollegaer, til ikke at være chefens kone, så jeg tog mig en ny uddannelse, fik et godt job, søde kollegaer og alt var godt....det er det for så vidt stadig, men nu begynder den indre iværksætter igen at pusle i min mave. Jeg vil også være selvstændig igen. Vi arbejder godt sammen, manden og jeg, men jeg vil noget andet - noget der er mit og kun mit, selvom han naturligvis gerne må være med.

Jeg ønsker at flytte på landet og starte et Bed & Breakfast - jeg prøver at tale mig selv ned, at tale mig selv fra det. Tænker på, at det nok er hyggeligt at gå og hygge om gæsterne, men at lægge rent sengetøj på 20 senge er måske knap så fornøjeligt, eller at gøre rent på 10 værelser, eller blive kaldt ud til et stoppet toilet...heller ikke så fedt. Eller forvænte folk, der køber en overnatning på B&B men forventer at det ligner Hotel Hilton og så rater det vildt dårligt på nettet (jep, jeg har tjekket anmeldelser og det er de særeste ting folk brokker sig over, men især morgenmaden er et tydeligt issue).

Det giver absolut ingen mening at ønske sådan noget, for vi solgte netop vores store hus for at frigive mere tid, for ikke at skulle rense tagrender, male vinduer osv, osv og alligevel er jeg nærmest klar til at sælge min sjæl for at finde et hyggeligt lille sted, jeg kan gøre til det mest fantastiske sted.

Alle planerne er klar - jeg ved, hvordan jeg ville gøre det, jeg ved nogenlunde, hvor det skulle ligge, jeg ved, hvordan jeg ville øge indtægterne med andre spændende tiltag.

Jeg ved også, at det er nu, snart, det skal gøres, hvis det skal gøres, for vi bliver ikke yngre.

Og så ved jeg også, at jeg - endnu - ikke har tænkt det ordentligt igennem, selvom jeg har tænkt og tænkt i det meste af et år snart. Spørgsmålet er, om man overhovedet kan tænke sådan noget rigtigt igennem? Tænke det nok igennem?

For nok er der en frihed i at være selvstændig, men der er også en kæmpe forpligtelse - på samme tid, er der også en stor frihed i at være ansat, bare på en anden måde. Man skal bare møde ind mellem 8-16, der er ingen tvivl om, hvad lønnen er, når man rammer den første og man har 6 ugers ferie hvert eneste år.

Pyha...vi tænker lidt videre - Vi har stadig lidt tid til at vælge fra eller til, for vi lader lige de sidste unger flytte hjemmefra inden det evt skal effektueres. Og så skal vi ikke mindst være 100% enige om, at det er det vi vil, for selvom jeg ønsker det som mit projekt, vil vi jo i realiteten være fælles om det. Og jeg forstår godt manden min, der siger, at han ikke orker alle hans ferier i fremtiden skal gå med at lege "krofatter".

OMG - det havde været nemmere at være mand og bare gå ud og købe en motorcykel!!!

Ville det bare ende med at jeg rendte rundt og gjorde rent hele tiden og var smaddersur??

lørdag den 17. marts 2018

Brokadvarsel II

Uha, nu folder jeg mig lige ud igen.....

Var med yngste ude at shoppe - alle prøverum var optaget, datteren havde snuppet det sidste ledige og jeg var hende, der servicerede og fandt de rigtige størrelser.

Da jeg igen-igen havde været ude og finde en anden størrelse, var prøverummet ved siden af datteren ledigt, efterladt med alt tøjet liggende på gulvet.

Godt så, umiddelbart tænker man "meget ung pige, der ikke helt har lært spillereglerne", men nej, pæn og nydelig, midaldrende forstadsfrue med den "rigtige" frisure, det "rigtige" overtøj og sikkert også det "rigtige" dankort - jep, vi er nord for københavn, men hvorfor hun efterlod prøverummet sådan her fatter jeg ikke.

Hvordan er det nu med den gode opdragelse og ikke mindst respekt for andres ting og for butikkens personale? Øv, for en dum dame og øv for den søde unge pige, der gik ind og ryddede op og sagde at det desværre skete ofte....


torsdag den 15. marts 2018

Gravid som 48-årig - er det OK?

Helsingørs borgmester Benedikte Kiær meldte i sidste uge ud, at hun venter barn nummer 2.

Fantastisk, skønt, forældre bliver forældre igen og børn bliver storebrødre og et lille nyt liv er på vej.

Men borgmesteren er 48 år...otte-og-fyrre år - Kan man så tillade sig at blive gravid? Er det uetisk? Er det uansvarligt? Var det allerede lidt småskidt, da hun fik den første som 46-årig?

Vel er det da ej - tænk at få den glæde og lykke at opleve (endnu) en mirakel-graviditet, når man har forsøgt så længe.

Alligevel har borgmesteren ifølge sin egen Instagram, modtaget et brev. Hadefuldt. Anonymt. Med grimme ord. Med opfordring til abort.

Føj, siger jeg bare - at det er anonymt, er en ting, at der står grimme ting i det, er noget andet, men at man overhovedet tillader sig at skrive et sådan brev, er mig ubegribeligt.

Jeg er sikker på at det lille nye menneske får et fantastisk liv og jeg er sikker på, at man, hvis man får børn sent, sikrer sig, at der er et netværk, der kan træde til og hjælpe, hvis uheldet er ude og man bliver syg eller går bort "før tid". Og hvad er det lige "før tid" så er?

Men en gennemsnitslevealder på 83 for kvinder, vil "babyen" trods alt være 35 når den mister sin forælder, så mon ikke det går, hvis man ser statistisk på det.

Statistik kan man ikke bruge til meget - jeg burde - statistisk stadig have haft min mor eller min lille dreng, som døde af en så sjælden lidelse, så det statistisk burde have ramt naboen eller en kvinde i den anden ende af verden.

Så herfra skal lyde et stort til lykke til den vordende mor - sikke en gave I har på vej






tirsdag den 13. marts 2018

Snart er vi kun 2

Snart og snart, men indenfor overskuelig fremtid er livet som kernefamilie slut og vi sidder tilbage og kan kigge tilbage på ca 30 år med børn.

De fleste, jeg kender begræder at børnene flytter hjemmefra, men vi glæder os selvom det ikke er politisk korrekt at sige.

Jeg erkender, at vi kun kan forestille os, hvordan det bliver, men de 2 der stadig bor hjemme er så store, så vi kan mærke det er ved at være tid.

Vi bor ikke længere 2 forældre og 2 børn her, men nærmere 4 voksne med hver vores behov og det tærer på min tålmodighed for vi er jo stadig forældrene, som sørger for mad, rengøring osv.

Udgangspunktet er at man er velkommen til at bo hjemme, så længe man har lyst, men når maden ikke længere falder i god jord, når spisetiderne ikke overholdes,  når man aldrig ved om de spiser med, når man dag efter dag må hente glas og tallerkener på deres værelser så er det ved at være tid.

Jo, de er voksne og de er modne og de er heldigvis flyvefærdige begge 2, præcis som deres ældre søskende har været. (Vi har bare ikke været særlig gode til at stille krav om at de deltog i de huslige pligter og det bøder vi jo så for nu).

Men er det OK at glæde sig til at slippe forældrerollen?

Jeg ved jo at jeg også vil savne dem, at jeg vil elske, når de kommer hjem, men helt ærligt, så glæder jeg mig til at komme hjem efter arbejde og finde mit hus som jeg forlod det om morgenen, hvilket ikke er tilfældet i øjeblikket, hvor tallerkener og glas på mystisk vis formerer sig på køkkenbordet mens vi er væk.


mandag den 12. marts 2018

Wauv....hvor var det barnligt ;-)

På vores lokale station (jep, nu handler det igen om transport) er der helt fine p-pladser, men desværre ikke nok, så derfor vælger folk at holde i vejkanten. Desværre er p-pladsen ikke indrettet til dette, så hvis man har en bil i almindelig mellemstørrelse kan det nogle gange være umuligt at få den bakket ud fordi de andre biler holder bag én.

Jeg har 2 gange måttet holde og vente på at bilen ved siden af eller den der holdt bag mig blev fjernet - og lad mig være ærlig....jeg bliver ikke på nogen måde i godt humør af at sidde og vente 20-30 minutter på at kunne få min bil ud og komme hjem.

Forleden kunne jeg lige akkurat knibe min bil ud - der var max 2 cm jeg kunne passere på, men man kender jo sin bil, så det lykkedes selvom det var lidt risikabelt, da der var isglat.

I dag holdt der en bag mig - heldigvis havde jeg bakket ind så jeg kunne godt komme ud, men hende der holdt (ulovligt) bag mig valgte at køre ind på p-pladsen ved siden af mig for at vende. MEN så længe jeg holdt på pladsen havde hun ingen chance for at komme ud for der holdt endnu en bil bag os. Hun kørte frem og tilbage mange gange og i stedet for at køre, valgte jeg at ringe min datter op og lige småsludre lidt med hende. Konen i bilen ved siden af blev tydeligvis mere og mere irriteret og måtte til sidst opgive....så holdt vi der nogle minutter mens jeg talte færdig med datteren.

Jep, det var barnligt - jeg kunne bare være kørt og have talt med datteren over Bluetooth, men jeg håber damen i bilen fattede hvor ufattelig dumt det er at parkere på den måde.

Og selvom det var barnligt var det nu alligevel en lille hævn for de gange, jeg har siddet fast - man har vel også lov til at være bare lidt barnlig selvom man har passeret de 50 ;-)


mandag den 5. marts 2018

Nej, nej, nej

Det er simpelthen tarveligt - efter en uge på "kur" har jeg taget et kg på....

Det er jo ikke ligefrem det mest motiverende, men noget af skylden må jeg nok pege i egen retning (må man egentlig ikke altid det?).

Jeg har passet på, men jeg har ikke været på kur og måske må jeg bare erkende, at jeg som kvinde over 50 og i menopause har brug for lidt skrappere tiltag end blot at skære lidt ned på det ene og det andet.

Jeg tror, jeg hopper på 5:2 kuren....

Den er overskuelig
Den er nem
Den er angiveligt godt for meget andet end blot vægttabet

Jeg skal så bare huske at jeg IKKE kan spise præcis som jeg vil på spisedagene, men stadig skal have tanke på, hvad der kommer indenbords.

Så i morgen bliver en :2-dag - skal så bare lige finde på, hvad den skal indeholde rent madmæssigt.

Jamen altså........

torsdag den 1. marts 2018

Brok-advarsel!

Jeg tager dagligt toget - Jeg kunne skrive side op og side ned om elendige DSB, men det må blive en anden dag.

I togene findes bl.a. stillekupéer og her kommer spørgsmålet til 100.000 kr så : Hvor stille skal der være i en stillekupé?

Jeg synes der skal være meget, meget stille.....

Jeg sætter mig derind fordi jeg ikke gider have en masse larm, men dag efter dag sker det samme: Larm - ikke larm som inde i en af de store kupeér, men sådan smålarm.

Et headset, der er skruet op for fuld styrke - ja, personen har headset på, men alle kan høre musikken (og personen får helt sikkert Tinnitus meget snart). Hvis man påtaler det får man beskeden "Jeg har headset på".

En der spiser McD-mad og knitrer løs med poser (hvad laver sådan en gang mad i øvrigt i et tog? Ingen dør vel af sult mellem Kbh og Helsingør??). Eller den sunde version - gulerødder - gnask, gnask, gnask....i det mindste stinker gulerødder ikke på samme måde som burger og fritter.

Der er stort set altid en, der får et opkald (med lyd), tager telefonen og siger "Nej, jeg kan ikke tale, jeg er i stillekupe..." og herefter fortsætter samtalen fordi det kun lige er om manden skal købe kartofler, om datteren skal tage cykelhjelm på osv osv.

Men de værste er nok de ældre mennesker - gerne et ældre ægtepar - som sandsynligvis sætter sig i stillekupéen fordi der er....stille og så begynder de at snakke sammen. Med den der høje teaterhvisken, fuldt bevidste om at de er i stillekupéen, så derfor HVISKER de. Ofte er der nogen, der påtaler det, så er der ro i 30 sekunder og starter det igen. Faktisk mere irriterende end hvis de bare talte almindeligt sammen.

Eller hvad med ham ovre i hjørnet, der snorker som en bjørn....den hører virkelig til de humoristiske. Tænk at være så træt, så man falder i så dyb søvn i et tog OG snorker så højt. Det er da på en eller anden måde underholdende ;-).  Måske er den dåseøl, der står på bordet foran ham medvirkende til den dybe søvn.....har set manden flere gange og mønstret er det samme.

Forleden var der en dame overfor mig, der fik i omegnen af 30 sms'er på turen - hun havde ikke slået lyden fra, så hver gang, hun fik en sms sagde det "pling" og damen sukkede højlydt over at hun igen-igen fik en sms. Blev faktisk i tvivl om hun vidste, at man kan slå lyden fra.

Nogle dage er man heldig, så er der helt stille - nærmest som en pagt, er alle stille lige indtil mappe-dyret kommer ind på Hellerup og hiver computeren op og klasker løs i tastaturet. Nok ikke noget, man ligefrem kan brokke sig over, men der er intet, der larmer så meget som et tastatur i en stillekupé, jeg siger det bare!!

Hvis du holdt ud hertil, så tak - det er nogle gange meget rart lige at få lukket lidt galde ud
Kys det nu, det Satans liv.........