Vi tog det første skridt.....

Det allerførste, spæde skridt blev taget i jagten på en - mulig - ændring af vores liv.

Vi fandt et fint lille sted, der lå, der hvor vi gerne ville bo, hvis det nu var..... Der er allerede et lille Bed & Breakfast og vi tænkte mange tanker inden vi valgte at booke en fremvisning.

Vi glædede os til at se stedet, se hvilke muligheder, der kunne være - eller blot blive skuffede og vide, at det ikke var noget for os. Sandsynligheden for at det første sted, vi så, ville være perfekt, var jo til stede, men alligevel...

En time før fremvisningen blev vi ringet op af mægleren, der ville udskyde, eller viste det sig, helt aflyse fremvisningen. For der var nogle, der var interesserede, de skulle bare lige godkendes i banken, og vi skulle jo vide, at det var temmelig svært at få bankgodkendelse i udkantsdanmark. Vi spurgte om der var skrevet slutseddel, men nej, men det var lovet til de andre, hvis de kunne få godkendelse.

Mægleren fortsatte med at fortælle, hvor svært det var at blive godkendt og min mand måtte så skuffe ham med at vi faktisk har pengene "klar".

Så fortsatte mægleren med at rakke stedet ned, fortælle, hvor nedslidt det var, at der skulle nye møbler bla, bla, bla. Alt sammen noget, vi havde kunnet se ud fra billederne og også havde taget både tidsmæssig og økonomisk højde for.

Nå, men det korte af det lange var at mægleren ikke ville vise det frem....bum...sådan....

Jeg tror min mand blev så paf, så han bare accepterede uden at nævne noget om budrunder eller lignende, som jo er ganske almindeligt i hovedstaden. Stedet er så billigt, så vi gerne havde budt både 2 og 300.000 tusinde over, hvis det havde været perfekt.

Og så sad vi der....kiggede på hinanden og undrede os...og tænkte om det var fordi mægleren selv eller hans onkel skulle købe det? For hvordan kan man som mægler afvise kunder, der - måske - kan give sælger et højere provenue?

En anden mulighed er selvfølgelig at prisen har været sat for lavt og sælger ønsker at tage det af markedet og sætte det på til en anden pris på et andet tidspunkt.....men så burde mægler nok lige fjerne det fra nettet.

Så første skridt gik ærlig talt ikke særlig godt....nu slikker vi sårene og kigger videre...og tænker videre...og drømmer lidt...og vender tilbage til at vi jo har det rigtig godt, som vi har det nu ;-)

Midtvejskrise?

Jeg har det godt - vi har det godt - vi elsker hinanden - vi elsker vores børn og vi elsker vores liv.

Og ja, vi KAN også godt være uenige om ting og synes, at vores unger er umulige - det er jo ikke en Hollywood film, men et helt almindeligt forstadsliv på godt og ondt.

Engang var jeg sådan en, der ønskede mig et fast job med en god og stabil indtægt, så mødte jeg manden min, som havde en iværksætter i maven...den fik han lov til at leve ud og lever stadig ud. Og han smittede mig, så efter et par år, da firmaet var velkonsolideret, sprang jeg med i projektet.

Jeg var i mange, mange år med på sidelinjen, men trængte til nye græsgange da jeg var omkring 40. Jeg trængte til noget, der var mit, nogle flere kollegaer, til ikke at være chefens kone, så jeg tog mig en ny uddannelse, fik et godt job, søde kollegaer og alt var godt....det er det for så vidt stadig, men nu begynder den indre iværksætter igen at pusle i min mave. Jeg vil også være selvstændig igen. Vi arbejder godt sammen, manden og jeg, men jeg vil noget andet - noget der er mit og kun mit, selvom han naturligvis gerne må være med.

Jeg ønsker at flytte på landet og starte et Bed & Breakfast - jeg prøver at tale mig selv ned, at tale mig selv fra det. Tænker på, at det nok er hyggeligt at gå og hygge om gæsterne, men at lægge rent sengetøj på 20 senge er måske knap så fornøjeligt, eller at gøre rent på 10 værelser, eller blive kaldt ud til et stoppet toilet...heller ikke så fedt. Eller forvænte folk, der køber en overnatning på B&B men forventer at det ligner Hotel Hilton og så rater det vildt dårligt på nettet (jep, jeg har tjekket anmeldelser og det er de særeste ting folk brokker sig over, men især morgenmaden er et tydeligt issue).

Det giver absolut ingen mening at ønske sådan noget, for vi solgte netop vores store hus for at frigive mere tid, for ikke at skulle rense tagrender, male vinduer osv, osv og alligevel er jeg nærmest klar til at sælge min sjæl for at finde et hyggeligt lille sted, jeg kan gøre til det mest fantastiske sted.

Alle planerne er klar - jeg ved, hvordan jeg ville gøre det, jeg ved nogenlunde, hvor det skulle ligge, jeg ved, hvordan jeg ville øge indtægterne med andre spændende tiltag.

Jeg ved også, at det er nu, snart, det skal gøres, hvis det skal gøres, for vi bliver ikke yngre.

Og så ved jeg også, at jeg - endnu - ikke har tænkt det ordentligt igennem, selvom jeg har tænkt og tænkt i det meste af et år snart. Spørgsmålet er, om man overhovedet kan tænke sådan noget rigtigt igennem? Tænke det nok igennem?

For nok er der en frihed i at være selvstændig, men der er også en kæmpe forpligtelse - på samme tid, er der også en stor frihed i at være ansat, bare på en anden måde. Man skal bare møde ind mellem 8-16, der er ingen tvivl om, hvad lønnen er, når man rammer den første og man har 6 ugers ferie hvert eneste år.

Pyha...vi tænker lidt videre - Vi har stadig lidt tid til at vælge fra eller til, for vi lader lige de sidste unger flytte hjemmefra inden det evt skal effektueres. Og så skal vi ikke mindst være 100% enige om, at det er det vi vil, for selvom jeg ønsker det som mit projekt, vil vi jo i realiteten være fælles om det. Og jeg forstår godt manden min, der siger, at han ikke orker alle hans ferier i fremtiden skal gå med at lege "krofatter".

OMG - det havde været nemmere at være mand og bare gå ud og købe en motorcykel!!!

Ville det bare ende med at jeg rendte rundt og gjorde rent hele tiden og var smaddersur??