Jeg hader det

For godt 2 uger siden kom yngstesønnen hjem på juleferie og hvor havde vi dog glædet os til at se ham.

Han flyttede til Aarhus for at læse den 1. september og det var første gang han kom hjem, efter han var flyttet. Vi har været en enkelt weekendtur ovre og besøge ham i slutningen af oktober, men ellers har vi måttet nøjes med tlf, sms og FaceTime. Jeg synes, det har været alt for lidt - han synes jeg har spammet ham med både opkald, sms'er og forsøg på FaceTime, men sådan er det jo med øjnene, der ser.

Nu er 2 fantastiske uger ovre, vi har hygget, han har set familie og venner og ikke mindst har vores gamle hund nydt, at han igen var i huset og hun kunne ligge og sove i arm med ham om natten.

Alt er godt, som man siger, men jeg går rundt med en lille knude i maven, for nu er knægten draget tilbage til Aarhus og jeg savner ham. Jeg ved, det kun er nogle dage, jeg har det sådan her, for så kommer hverdagen igen og vi kan glæde os til næste gang han beærer os med et besøg.

Men igen her er tænker vi ikke helt ens, og hvorfor skulle vi også det? Vi er jo 2 forskellige steder i livet. Men...jeg ville rigtig gerne planlægge hans næste besøg, vide, at han kommer igen i vinterferien og han kigger bare opgivende på mig og siger, at han ikke engang ved, om han har ferie og hvis han har, hvad han så skal.

Så jeg må væbne mig med tålmodighed og nyde de bidder, jeg får tildelt - og nej, jeg plejer ikke at være så tosset, men mine børn "plejer" heller ikke at flytte så langt væk, så det må være min undskyldning ;-)

Åh nej...

Jeg har skubbet det foran mig, vidst det ville komme, men nu er der under en uge til at sønnen forlader reden.

Da de 2 ældste flyttede var det lige "rundt om hjørnet", men ham her, han flytter over både Storebælt og Lillebælt for at ende i Smilets by.

Og DET er meget langt væk for løvemoren - jeg ved jo godt, han skal ud i verden, men det havde bare været så meget nemmere (for mig, og måske også for ham) at flytte til København.

Nå, han glæder sig, men med en god portion sommerfugle i maven - ny by, nyt studie, nye venner og langt væk fra os og de gode venner, han har her.

Jeg ved, det vil modne ham helt enormt, men jeg ved også at han er en blød knægt, som vil savne sit netværk her. Heldigvis er han god til at skabe nye relationer, så selvfølgelig kommer det til at gå.

Og mig.....jeg har de sidste dage gået rundt med lidt mere blanke øjne end ellers og tårerne ligger lige på lur.

Glemt er alt det fede,  jeg skal bruge hans værelse til, glemt er, at han også nogle gange har været irriterende, glemt er, at der ikke længere skal slæbes tonsvis af mælk, yoghurt, rugbrød, sodavand og alt det andet hjem fra byen. Glemt er, at han tror man skal have nedrullede gardiner og lyset tændt, selvom det er højlys dag, glemt er, at vores elregning sandsynligvis vil falde med 30% når der ikke længere kører 2 computere, et kæææmpe tv, playstation osv. Jep, vi så det da ældste flyttede - de der gamer-drenge, de bruger godt nok meget strøm.

Lige nu prøver jeg at lokke hans apple-id ud af ham, så jeg kan stalke ham på Find my iPhone, hvis han ikke lige svarer mig - han synes, jeg er sindssyg....det er jeg nok også....

For mange år siden, da han kun lige var vokset sin ældre søster over hovedet

Snart er vi kun 2

Snart og snart, men indenfor overskuelig fremtid er livet som kernefamilie slut og vi sidder tilbage og kan kigge tilbage på ca 30 år med børn.

De fleste, jeg kender begræder at børnene flytter hjemmefra, men vi glæder os selvom det ikke er politisk korrekt at sige.

Jeg erkender, at vi kun kan forestille os, hvordan det bliver, men de 2 der stadig bor hjemme er så store, så vi kan mærke det er ved at være tid.

Vi bor ikke længere 2 forældre og 2 børn her, men nærmere 4 voksne med hver vores behov og det tærer på min tålmodighed for vi er jo stadig forældrene, som sørger for mad, rengøring osv.

Udgangspunktet er at man er velkommen til at bo hjemme, så længe man har lyst, men når maden ikke længere falder i god jord, når spisetiderne ikke overholdes,  når man aldrig ved om de spiser med, når man dag efter dag må hente glas og tallerkener på deres værelser så er det ved at være tid.

Jo, de er voksne og de er modne og de er heldigvis flyvefærdige begge 2, præcis som deres ældre søskende har været. (Vi har bare ikke været særlig gode til at stille krav om at de deltog i de huslige pligter og det bøder vi jo så for nu).

Men er det OK at glæde sig til at slippe forældrerollen?

Jeg ved jo at jeg også vil savne dem, at jeg vil elske, når de kommer hjem, men helt ærligt, så glæder jeg mig til at komme hjem efter arbejde og finde mit hus som jeg forlod det om morgenen, hvilket ikke er tilfældet i øjeblikket, hvor tallerkener og glas på mystisk vis formerer sig på køkkenbordet mens vi er væk.