I togene findes bl.a. stillekupéer og her kommer spørgsmålet til 100.000 kr så : Hvor stille skal der være i en stillekupé?
Jeg synes der skal være meget, meget stille.....
Jeg sætter mig derind fordi jeg ikke gider have en masse larm, men dag efter dag sker det samme: Larm - ikke larm som inde i en af de store kupeér, men sådan smålarm.
Et headset, der er skruet op for fuld styrke - ja, personen har headset på, men alle kan høre musikken (og personen får helt sikkert Tinnitus meget snart). Hvis man påtaler det får man beskeden "Jeg har headset på".
En der spiser McD-mad og knitrer løs med poser (hvad laver sådan en gang mad i øvrigt i et tog? Ingen dør vel af sult mellem Kbh og Helsingør??). Eller den sunde version - gulerødder - gnask, gnask, gnask....i det mindste stinker gulerødder ikke på samme måde som burger og fritter.
Der er stort set altid en, der får et opkald (med lyd), tager telefonen og siger "Nej, jeg kan ikke tale, jeg er i stillekupe..." og herefter fortsætter samtalen fordi det kun lige er om manden skal købe kartofler, om datteren skal tage cykelhjelm på osv osv.
Men de værste er nok de ældre mennesker - gerne et ældre ægtepar - som sandsynligvis sætter sig i stillekupéen fordi der er....stille og så begynder de at snakke sammen. Med den der høje teaterhvisken, fuldt bevidste om at de er i stillekupéen, så derfor HVISKER de. Ofte er der nogen, der påtaler det, så er der ro i 30 sekunder og starter det igen. Faktisk mere irriterende end hvis de bare talte almindeligt sammen.
Eller hvad med ham ovre i hjørnet, der snorker som en bjørn....den hører virkelig til de humoristiske. Tænk at være så træt, så man falder i så dyb søvn i et tog OG snorker så højt. Det er da på en eller anden måde underholdende ;-). Måske er den dåseøl, der står på bordet foran ham medvirkende til den dybe søvn.....har set manden flere gange og mønstret er det samme.
Forleden var der en dame overfor mig, der fik i omegnen af 30 sms'er på turen - hun havde ikke slået lyden fra, så hver gang, hun fik en sms sagde det "pling" og damen sukkede højlydt over at hun igen-igen fik en sms. Blev faktisk i tvivl om hun vidste, at man kan slå lyden fra.
Nogle dage er man heldig, så er der helt stille - nærmest som en pagt, er alle stille lige indtil mappe-dyret kommer ind på Hellerup og hiver computeren op og klasker løs i tastaturet. Nok ikke noget, man ligefrem kan brokke sig over, men der er intet, der larmer så meget som et tastatur i en stillekupé, jeg siger det bare!!
Hvis du holdt ud hertil, så tak - det er nogle gange meget rart lige at få lukket lidt galde ud
![]() |
| Kys det nu, det Satans liv......... |
