Jeg har ikke haft børn i grundskolen i mange år, men da jeg havde, synes jeg ikke, jeg oplevede meget curling fra lærernes side, heldigvis.
I går i toget mødte jeg en curling-lærer. Toget var godt fyldt, men rigtig mange steg ud på Hellerup station og jeg valgte at sætte mig ned på en anden plads, hvor der ikke sad så mange. Sådan en plads med 4 sæder overfor hinanden på den ene side af gangen og tilsvarende på den anden side. Skråt overfor mig sad en kvinde og på den anden side af gangen sad en mand.
Jeg satte mig, smed hue og handsker og tog min telefon frem, da en kvinde i 30'erne kom farende og sagde "Ej, undskyld vil du ikke godt flytte dig"? Jeg kiggede op "Flytte mig??". Der var masser af pladser rundt omkring, så spørgsmålet var lidt sært.
"Ja, vil du ikke flytte dig, for jeg har 3 børn her, der gerne vil sidde sammen og der er jo mange andre pladser du kan sidde på".
Mange i kupéen kiggede op, de var tydeligt interesserede i hvad jeg sagde til det, så jeg valgte konflikten fra og gik min vej....ned i en anden kupé. Bagefter var jeg irriteret over min egen konfliktskyhed, at jeg ikke bare sagde, at der netop var mange andre pladser hvor hendes elever kunne sidde.
De 3 piger var 10-11 år, så der var ikke tale om bittesmå børn, der skulle overvåges, men tydeligt blot en curling-handling ift pigerne så de ikke skulle udsættes for IKKE at sidde sammen i de 12 minutter det tog at køre fra Hellerup til Nørreport.
Skal vi virkelig rydde hver en sten på vores børns (elevers) vej? Hvordan skal de klare sig når de kommer ud i den virkelige verden? Er al den curling årsagen til at så ufattelig mange unge har angst? (I know, det sidste spørgsmål kræver jo nærmest et indlæg for sig selv, måske kommer det en dag)
 |
| Lærer Andersen var helt sikker IKKE en curling-lærer |
