tirsdag den 13. marts 2018

Snart er vi kun 2

Snart og snart, men indenfor overskuelig fremtid er livet som kernefamilie slut og vi sidder tilbage og kan kigge tilbage på ca 30 år med børn.

De fleste, jeg kender begræder at børnene flytter hjemmefra, men vi glæder os selvom det ikke er politisk korrekt at sige.

Jeg erkender, at vi kun kan forestille os, hvordan det bliver, men de 2 der stadig bor hjemme er så store, så vi kan mærke det er ved at være tid.

Vi bor ikke længere 2 forældre og 2 børn her, men nærmere 4 voksne med hver vores behov og det tærer på min tålmodighed for vi er jo stadig forældrene, som sørger for mad, rengøring osv.

Udgangspunktet er at man er velkommen til at bo hjemme, så længe man har lyst, men når maden ikke længere falder i god jord, når spisetiderne ikke overholdes,  når man aldrig ved om de spiser med, når man dag efter dag må hente glas og tallerkener på deres værelser så er det ved at være tid.

Jo, de er voksne og de er modne og de er heldigvis flyvefærdige begge 2, præcis som deres ældre søskende har været. (Vi har bare ikke været særlig gode til at stille krav om at de deltog i de huslige pligter og det bøder vi jo så for nu).

Men er det OK at glæde sig til at slippe forældrerollen?

Jeg ved jo at jeg også vil savne dem, at jeg vil elske, når de kommer hjem, men helt ærligt, så glæder jeg mig til at komme hjem efter arbejde og finde mit hus som jeg forlod det om morgenen, hvilket ikke er tilfældet i øjeblikket, hvor tallerkener og glas på mystisk vis formerer sig på køkkenbordet mens vi er væk.


8 kommentarer:

  1. Hvor dejligt, at du tør sige det højt. Jeg kunne heller ikke få armene ned, da det sidste barn flyttede

    SvarSlet
  2. Også mig:)
    Det er så fedt at få besøg af dem, og at savne dem helt ind i knoglerne, OG at se dem stå på egne stærke ben!

    HemmeLine

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige præcis - at se, at de kan klare sig, at man har givet dem en god ballast :-)

      Slet
  3. Jeg har to børn, som er født med 16 måneders mellemrum, og de flyttede nærmest på samme tid. Det passede mig perfekt, og så er det skønt at kunne savne dem og nyde, når de kommer hjem og også nyde, når de rejser igen :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja her har vi fordelt dem over lidt længere tid og jo dobbelt så mange :-). Vi glæder os til at være kærester igen og har heldigvis været gode til at lægge an til det de seneste år, hvor ungerne har været store nok til at være alene hjemme.

      Slet
  4. Jeg synes det er helt okay at glæde sig til at være alene to igen. Det gjorde vi også; og vi nød det fra dag ét ... det har jo intet at gøre med, at man ikke elsker sine børn, men alting har sin tid - også hjemmeboende børn.
    Nu nyder vi, at hun kommer på besøg med sin familie, også selv om det er en uge ad gangen; det er noget helt andet og meget dejligt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, men jeg oplever, at folk kigger lidt underligt på mig, når jeg siger det. Og ja, jeg elsker hver og en af dem og elsker når de er hjemme, samlet eller hver for sig. Men nu er det ved at være tid til voksentid igen, sådan for alvor og mest af alt fordi de er nået dertil, hvor de fint kan stå på egne ben :)

      Slet