Min krop - ven eller fjende?

Nok lidt hårdt sat op, men mon ikke mange kvinder på min alder, har tænkt det samme?

Jeg havde en hård sommer - det var simpelthen for varmt og jeg havde nogle rædsomme nætter, hvor jeg vendte og drejede mig akkompagneret af en ventilator for dog at få lidt "kølende" luft.

Sommeren var ovre og jeg valgte, at det var tid til at smide nogle kilo, så over de næste måneder røg der 5 kg og hvor jeg nød det. Jeg følte mig ganske enkelt bedre tilpas i min krop. Og hedeturene forsvandt - min tanke var, at de forsvandt fordi det ikke længere var varmt, men jeg er ikke længere så sikker.

Så kom december med al sin pragt, mad og godter og ganske langsomt sneg en del af de 5 kg sig på igen og nu ligger jeg igen og har det alt for varmt om natten. Vender og drejer mig, smider dynen af, tager den på igen og sådan går det nat efter nat.

Så nu er der ingen vej tilbage - de kg skal væk igen og gerne med følgeskab af et par ekstra.

Og hvor er det egentlig vildt, at ens krop så simpelt kan fortælle, at man ikke er på rette spor

Så fremover må jeg vist bare holde mig til den plan, der hedder sund kost og motion, men det bliver ikke "Fra på mandag" i denne omgang, men "Fra på tirsdag"

Snart er vi kun 2

Snart og snart, men indenfor overskuelig fremtid er livet som kernefamilie slut og vi sidder tilbage og kan kigge tilbage på ca 30 år med børn.

De fleste, jeg kender begræder at børnene flytter hjemmefra, men vi glæder os selvom det ikke er politisk korrekt at sige.

Jeg erkender, at vi kun kan forestille os, hvordan det bliver, men de 2 der stadig bor hjemme er så store, så vi kan mærke det er ved at være tid.

Vi bor ikke længere 2 forældre og 2 børn her, men nærmere 4 voksne med hver vores behov og det tærer på min tålmodighed for vi er jo stadig forældrene, som sørger for mad, rengøring osv.

Udgangspunktet er at man er velkommen til at bo hjemme, så længe man har lyst, men når maden ikke længere falder i god jord, når spisetiderne ikke overholdes,  når man aldrig ved om de spiser med, når man dag efter dag må hente glas og tallerkener på deres værelser så er det ved at være tid.

Jo, de er voksne og de er modne og de er heldigvis flyvefærdige begge 2, præcis som deres ældre søskende har været. (Vi har bare ikke været særlig gode til at stille krav om at de deltog i de huslige pligter og det bøder vi jo så for nu).

Men er det OK at glæde sig til at slippe forældrerollen?

Jeg ved jo at jeg også vil savne dem, at jeg vil elske, når de kommer hjem, men helt ærligt, så glæder jeg mig til at komme hjem efter arbejde og finde mit hus som jeg forlod det om morgenen, hvilket ikke er tilfældet i øjeblikket, hvor tallerkener og glas på mystisk vis formerer sig på køkkenbordet mens vi er væk.