Og man bekymrer sig...

At være mor er bare kilde til evig bekymring fra man ligger der med en nyfødt unge i armene til...ja, hvor længe mon man bekymrer sig?

Spørger jeg min svigermor siger hun "til man dør", spørger jeg min far, siger han "Bekymrer sig? Over hvad dog?". Det er nok forskellen på mand og kvinde, for jeg tror også min mor ville have bekymret sig over alt og intet, hvis hun havde levet.

Så var det en af sønnerne, der havde "noget" der skulle overstås og så kunne man (læs : jeg) gå rundt med ondt i maven over det i flere uger. Nu er han sikkert igennem det og alt er godt igen.

Så er det hunden, der er syg - pludselig opførte den sig som om den ville dø indenfor 5 minutter. Lagde sig helt stift på ryggen med benene lige i vejret. Den fik kæl og klap og kom sig langsomt, men en tur omkring Dr. Dyr bliver nu nok alligevel sat på dagsordenen i næste uge. Just in case.

Datteren er i byen med veninderne, så det kan jeg jo også bekymre mig lidt over.

Åh ja, en dag bliver de vel alle voksne, sådan rigtig voksne med ægtefæller, børn og villa, vovhund og Volvo og så viger bekymringerne vel en anelse? Eller overtages de så bare af bekymringer for børnebørnene?

Jeg har tabt mit hjerte

til en lille ø et stykke væk fra resten af Danmark. Ja, du har sikkert gættet det

Bornholm er øen og jeg er hårdt ramt, eller rettere, det er vi faktisk begge.

Vi er der efterhånden så meget, så folk spørger om hvad vores tilknytning til øen er og vi må jo så sige, at ingen af os har nogen tilknytning overhovedet. Eller rettere, det har vi jo nu, men ingen familiære bånd knytter os til dette fantastiske sted.

For os findes der ikke noget skønnere sted end Nordbornholm - roen, klipperne, havet og de sødeste mennesker.

Når man har været et sted så mange gange kunne det måske være kedeligt at vende tilbage igen og igen, men det bliver aldrig kedeligt. Hver gang vi er tilbage, finder vi nye spændende steder og de "gamle" steder skal jo stadig besøges. Vi holder os så vidt muligt fra turiststederne og griner lidt af at vi jo er sådan "halv-bornholmere" og derfor ikke gider trækkes med alle turisterne - ha-ha-ha....turister er vi jo trods alt stadig og selvom vi i korte øjeblikke kunne drømme om at rykke teltpælene til øen-i-søen ved vi begge, at det kun er drømme. Vi har begge vores job her og ikke mindst familie og venner, men når vi arbejder lidt mindre er det da ikke usandsynligt at vi en dag finder et sted, der er helt vores eget.

 

Bornholm i grå nuancer

2015 må være det år, hvor vi har været mest uheldige med vejret her på Øen-i-Søen. Men OK, sommeren har jo ikke været noget at skrive hjem om uanset hvor i Danmark, man opholdt sig.

Først var der en uge i sommerferien, hvor det bare regnede....og regnede....og regnede - heldigvis havde vi endnu en uge, hvor vejret var rigtig fint og vi fik indhentet nogle af vores skønne gåture.

Nu har vi så været her i efterårsferien og hvis nogen ved, hvor man klager over vejret, så vil jeg da godt lige have nummeret. Her har været så pivende koldt, en enkelt dag blot 6 grader og en strid vind fra øst. Men det kan så være, hvad det er, men SOLEN...den har vi stort set ikke set. Jeg savner den, for træernes efterårsfarver er så uendelig smukke, når de bliver krydret med lidt sollys. Det er vildt, så stor forskel, der kan være. For et par år siden var her 18 grader og sol fra en skyfri himmel en hel efterårsferie - denne her uge, må så siges at være i den stik modsatte retning.

Vi bor lige ud til stranden og kan se, hvordan især børnefamilierne er væltet ud, når det klarede bare det mindste op. Åh ja, kan godt huske, hvordan det er at sidde inde med nogle krudtugler, mens man venter på at tøjet lige tørrer en lille smule, før man igen kan begive sig ud i det vilde vejr.

Lige nu håber vi så at vinden stilner lidt af inden turen går over Østersøen, men det tyder det heldigvis på. Vi er begge søstærke, men jeg hader bare når skibet bliver kastet rundt.

Mænd - version II

I morges på Nørreport station - nede på perronen - stod en pæn midaldrende herre ud før mig og 3 skridt henne af perronen vælger han at lægge den største spytklat, som jeg måtte hoppe til side for at undgå (ja, man går meget, meget tæt på Nørreport st om morgenen).

Jamen hallo, hvad får et pænt midaldrende mappedyr til at spytte indenfor? Eller hvorfor spytter mænd overhovedet på gaden - forleden var det en gammel arabisk mand, der spyttede lige foran mig, jeg tænkte om det var en eller anden form for foragt for mig, men fik da sagt et par borgerlige ord til ham, hvorefter han undskyldte, så det var nok - trods alt - ikke møntet på mig.

Og så er der de ufattelige mængder af cykelryttere som lystigt både snotter og spytter mens de i rasende fart er ved at feje alt og alle af banen.

Er det bare mig, der synes, at det er ulækkert og uhøfligt at spytte på gader og stræder?

Og ja, Mænd version I - ligger her http://framortilkvinde.blogspot.dk/2013/08/mnd.html