Midtvejskrise?

Jeg har det godt - vi har det godt - vi elsker hinanden - vi elsker vores børn og vi elsker vores liv.

Og ja, vi KAN også godt være uenige om ting og synes, at vores unger er umulige - det er jo ikke en Hollywood film, men et helt almindeligt forstadsliv på godt og ondt.

Engang var jeg sådan en, der ønskede mig et fast job med en god og stabil indtægt, så mødte jeg manden min, som havde en iværksætter i maven...den fik han lov til at leve ud og lever stadig ud. Og han smittede mig, så efter et par år, da firmaet var velkonsolideret, sprang jeg med i projektet.

Jeg var i mange, mange år med på sidelinjen, men trængte til nye græsgange da jeg var omkring 40. Jeg trængte til noget, der var mit, nogle flere kollegaer, til ikke at være chefens kone, så jeg tog mig en ny uddannelse, fik et godt job, søde kollegaer og alt var godt....det er det for så vidt stadig, men nu begynder den indre iværksætter igen at pusle i min mave. Jeg vil også være selvstændig igen. Vi arbejder godt sammen, manden og jeg, men jeg vil noget andet - noget der er mit og kun mit, selvom han naturligvis gerne må være med.

Jeg ønsker at flytte på landet og starte et Bed & Breakfast - jeg prøver at tale mig selv ned, at tale mig selv fra det. Tænker på, at det nok er hyggeligt at gå og hygge om gæsterne, men at lægge rent sengetøj på 20 senge er måske knap så fornøjeligt, eller at gøre rent på 10 værelser, eller blive kaldt ud til et stoppet toilet...heller ikke så fedt. Eller forvænte folk, der køber en overnatning på B&B men forventer at det ligner Hotel Hilton og så rater det vildt dårligt på nettet (jep, jeg har tjekket anmeldelser og det er de særeste ting folk brokker sig over, men især morgenmaden er et tydeligt issue).

Det giver absolut ingen mening at ønske sådan noget, for vi solgte netop vores store hus for at frigive mere tid, for ikke at skulle rense tagrender, male vinduer osv, osv og alligevel er jeg nærmest klar til at sælge min sjæl for at finde et hyggeligt lille sted, jeg kan gøre til det mest fantastiske sted.

Alle planerne er klar - jeg ved, hvordan jeg ville gøre det, jeg ved nogenlunde, hvor det skulle ligge, jeg ved, hvordan jeg ville øge indtægterne med andre spændende tiltag.

Jeg ved også, at det er nu, snart, det skal gøres, hvis det skal gøres, for vi bliver ikke yngre.

Og så ved jeg også, at jeg - endnu - ikke har tænkt det ordentligt igennem, selvom jeg har tænkt og tænkt i det meste af et år snart. Spørgsmålet er, om man overhovedet kan tænke sådan noget rigtigt igennem? Tænke det nok igennem?

For nok er der en frihed i at være selvstændig, men der er også en kæmpe forpligtelse - på samme tid, er der også en stor frihed i at være ansat, bare på en anden måde. Man skal bare møde ind mellem 8-16, der er ingen tvivl om, hvad lønnen er, når man rammer den første og man har 6 ugers ferie hvert eneste år.

Pyha...vi tænker lidt videre - Vi har stadig lidt tid til at vælge fra eller til, for vi lader lige de sidste unger flytte hjemmefra inden det evt skal effektueres. Og så skal vi ikke mindst være 100% enige om, at det er det vi vil, for selvom jeg ønsker det som mit projekt, vil vi jo i realiteten være fælles om det. Og jeg forstår godt manden min, der siger, at han ikke orker alle hans ferier i fremtiden skal gå med at lege "krofatter".

OMG - det havde været nemmere at være mand og bare gå ud og købe en motorcykel!!!

Ville det bare ende med at jeg rendte rundt og gjorde rent hele tiden og var smaddersur??

Brokadvarsel II

Uha, nu folder jeg mig lige ud igen.....

Var med yngste ude at shoppe - alle prøverum var optaget, datteren havde snuppet det sidste ledige og jeg var hende, der servicerede og fandt de rigtige størrelser.

Da jeg igen-igen havde været ude og finde en anden størrelse, var prøverummet ved siden af datteren ledigt, efterladt med alt tøjet liggende på gulvet.

Godt så, umiddelbart tænker man "meget ung pige, der ikke helt har lært spillereglerne", men nej, pæn og nydelig, midaldrende forstadsfrue med den "rigtige" frisure, det "rigtige" overtøj og sikkert også det "rigtige" dankort - jep, vi er nord for københavn, men hvorfor hun efterlod prøverummet sådan her fatter jeg ikke.

Hvordan er det nu med den gode opdragelse og ikke mindst respekt for andres ting og for butikkens personale? Øv, for en dum dame og øv for den søde unge pige, der gik ind og ryddede op og sagde at det desværre skete ofte....

Gravid som 48-årig - er det OK?

Helsingørs borgmester Benedikte Kiær meldte i sidste uge ud, at hun venter barn nummer 2.

Fantastisk, skønt, forældre bliver forældre igen og børn bliver storebrødre og et lille nyt liv er på vej.

Men borgmesteren er 48 år...otte-og-fyrre år - Kan man så tillade sig at blive gravid? Er det uetisk? Er det uansvarligt? Var det allerede lidt småskidt, da hun fik den første som 46-årig?

Vel er det da ej - tænk at få den glæde og lykke at opleve (endnu) en mirakel-graviditet, når man har forsøgt så længe.

Alligevel har borgmesteren ifølge sin egen Instagram, modtaget et brev. Hadefuldt. Anonymt. Med grimme ord. Med opfordring til abort.

Føj, siger jeg bare - at det er anonymt, er en ting, at der står grimme ting i det, er noget andet, men at man overhovedet tillader sig at skrive et sådan brev, er mig ubegribeligt.

Jeg er sikker på at det lille nye menneske får et fantastisk liv og jeg er sikker på, at man, hvis man får børn sent, sikrer sig, at der er et netværk, der kan træde til og hjælpe, hvis uheldet er ude og man bliver syg eller går bort "før tid". Og hvad er det lige "før tid" så er?

Men en gennemsnitslevealder på 83 for kvinder, vil "babyen" trods alt være 35 når den mister sin forælder, så mon ikke det går, hvis man ser statistisk på det.

Statistik kan man ikke bruge til meget - jeg burde - statistisk stadig have haft min mor eller min lille dreng, som døde af en så sjælden lidelse, så det statistisk burde have ramt naboen eller en kvinde i den anden ende af verden.

Så herfra skal lyde et stort til lykke til den vordende mor - sikke en gave I har på vej

Snart er vi kun 2

Snart og snart, men indenfor overskuelig fremtid er livet som kernefamilie slut og vi sidder tilbage og kan kigge tilbage på ca 30 år med børn.

De fleste, jeg kender begræder at børnene flytter hjemmefra, men vi glæder os selvom det ikke er politisk korrekt at sige.

Jeg erkender, at vi kun kan forestille os, hvordan det bliver, men de 2 der stadig bor hjemme er så store, så vi kan mærke det er ved at være tid.

Vi bor ikke længere 2 forældre og 2 børn her, men nærmere 4 voksne med hver vores behov og det tærer på min tålmodighed for vi er jo stadig forældrene, som sørger for mad, rengøring osv.

Udgangspunktet er at man er velkommen til at bo hjemme, så længe man har lyst, men når maden ikke længere falder i god jord, når spisetiderne ikke overholdes,  når man aldrig ved om de spiser med, når man dag efter dag må hente glas og tallerkener på deres værelser så er det ved at være tid.

Jo, de er voksne og de er modne og de er heldigvis flyvefærdige begge 2, præcis som deres ældre søskende har været. (Vi har bare ikke været særlig gode til at stille krav om at de deltog i de huslige pligter og det bøder vi jo så for nu).

Men er det OK at glæde sig til at slippe forældrerollen?

Jeg ved jo at jeg også vil savne dem, at jeg vil elske, når de kommer hjem, men helt ærligt, så glæder jeg mig til at komme hjem efter arbejde og finde mit hus som jeg forlod det om morgenen, hvilket ikke er tilfældet i øjeblikket, hvor tallerkener og glas på mystisk vis formerer sig på køkkenbordet mens vi er væk.

Wauv....hvor var det barnligt ;-)

På vores lokale station (jep, nu handler det igen om transport) er der helt fine p-pladser, men desværre ikke nok, så derfor vælger folk at holde i vejkanten. Desværre er p-pladsen ikke indrettet til dette, så hvis man har en bil i almindelig mellemstørrelse kan det nogle gange være umuligt at få den bakket ud fordi de andre biler holder bag én.

Jeg har 2 gange måttet holde og vente på at bilen ved siden af eller den der holdt bag mig blev fjernet - og lad mig være ærlig....jeg bliver ikke på nogen måde i godt humør af at sidde og vente 20-30 minutter på at kunne få min bil ud og komme hjem.

Forleden kunne jeg lige akkurat knibe min bil ud - der var max 2 cm jeg kunne passere på, men man kender jo sin bil, så det lykkedes selvom det var lidt risikabelt, da der var isglat.

I dag holdt der en bag mig - heldigvis havde jeg bakket ind så jeg kunne godt komme ud, men hende der holdt (ulovligt) bag mig valgte at køre ind på p-pladsen ved siden af mig for at vende. MEN så længe jeg holdt på pladsen havde hun ingen chance for at komme ud for der holdt endnu en bil bag os. Hun kørte frem og tilbage mange gange og i stedet for at køre, valgte jeg at ringe min datter op og lige småsludre lidt med hende. Konen i bilen ved siden af blev tydeligvis mere og mere irriteret og måtte til sidst opgive....så holdt vi der nogle minutter mens jeg talte færdig med datteren.

Jep, det var barnligt - jeg kunne bare være kørt og have talt med datteren over Bluetooth, men jeg håber damen i bilen fattede hvor ufattelig dumt det er at parkere på den måde.

Og selvom det var barnligt var det nu alligevel en lille hævn for de gange, jeg har siddet fast - man har vel også lov til at være bare lidt barnlig selvom man har passeret de 50 ;-)

Nej, nej, nej

Det er simpelthen tarveligt - efter en uge på "kur" har jeg taget et kg på....

Det er jo ikke ligefrem det mest motiverende, men noget af skylden må jeg nok pege i egen retning (må man egentlig ikke altid det?).

Jeg har passet på, men jeg har ikke været på kur og måske må jeg bare erkende, at jeg som kvinde over 50 og i menopause har brug for lidt skrappere tiltag end blot at skære lidt ned på det ene og det andet.

Jeg tror, jeg hopper på 5:2 kuren....

Den er overskuelig
Den er nem
Den er angiveligt godt for meget andet end blot vægttabet

Jeg skal så bare huske at jeg IKKE kan spise præcis som jeg vil på spisedagene, men stadig skal have tanke på, hvad der kommer indenbords.

Så i morgen bliver en :2-dag - skal så bare lige finde på, hvad den skal indeholde rent madmæssigt.

Jamen altså........

Brok-advarsel!

Jeg tager dagligt toget - Jeg kunne skrive side op og side ned om elendige DSB, men det må blive en anden dag.

I togene findes bl.a. stillekupéer og her kommer spørgsmålet til 100.000 kr så : Hvor stille skal der være i en stillekupé?

Jeg synes der skal være meget, meget stille.....

Jeg sætter mig derind fordi jeg ikke gider have en masse larm, men dag efter dag sker det samme: Larm - ikke larm som inde i en af de store kupeér, men sådan smålarm.

Et headset, der er skruet op for fuld styrke - ja, personen har headset på, men alle kan høre musikken (og personen får helt sikkert Tinnitus meget snart). Hvis man påtaler det får man beskeden "Jeg har headset på".

En der spiser McD-mad og knitrer løs med poser (hvad laver sådan en gang mad i øvrigt i et tog? Ingen dør vel af sult mellem Kbh og Helsingør??). Eller den sunde version - gulerødder - gnask, gnask, gnask....i det mindste stinker gulerødder ikke på samme måde som burger og fritter.

Der er stort set altid en, der får et opkald (med lyd), tager telefonen og siger "Nej, jeg kan ikke tale, jeg er i stillekupe..." og herefter fortsætter samtalen fordi det kun lige er om manden skal købe kartofler, om datteren skal tage cykelhjelm på osv osv.

Men de værste er nok de ældre mennesker - gerne et ældre ægtepar - som sandsynligvis sætter sig i stillekupéen fordi der er....stille og så begynder de at snakke sammen. Med den der høje teaterhvisken, fuldt bevidste om at de er i stillekupéen, så derfor HVISKER de. Ofte er der nogen, der påtaler det, så er der ro i 30 sekunder og starter det igen. Faktisk mere irriterende end hvis de bare talte almindeligt sammen.

Eller hvad med ham ovre i hjørnet, der snorker som en bjørn....den hører virkelig til de humoristiske. Tænk at være så træt, så man falder i så dyb søvn i et tog OG snorker så højt. Det er da på en eller anden måde underholdende ;-).  Måske er den dåseøl, der står på bordet foran ham medvirkende til den dybe søvn.....har set manden flere gange og mønstret er det samme.

Forleden var der en dame overfor mig, der fik i omegnen af 30 sms'er på turen - hun havde ikke slået lyden fra, så hver gang, hun fik en sms sagde det "pling" og damen sukkede højlydt over at hun igen-igen fik en sms. Blev faktisk i tvivl om hun vidste, at man kan slå lyden fra.

Nogle dage er man heldig, så er der helt stille - nærmest som en pagt, er alle stille lige indtil mappe-dyret kommer ind på Hellerup og hiver computeren op og klasker løs i tastaturet. Nok ikke noget, man ligefrem kan brokke sig over, men der er intet, der larmer så meget som et tastatur i en stillekupé, jeg siger det bare!!

Hvis du holdt ud hertil, så tak - det er nogle gange meget rart lige at få lukket lidt galde ud

Kys det nu, det Satans liv.........