søndag den 27. december 2015

Den sidste jul?

Den tanke fik jeg, da vi fejrede juleaften med min far og han sagde, at så kommer han først igen om 3 år, da han jo skal fordele sol og vind lige mellem sine børn og sin kones familie.

Om 3 år er han godt på vej mod de 88 år og heldigvis er han lige nu frisk og rørig, men der sker nu alligevel ofte noget på 3 år, når man har rundet de 80 eller mere.

Jeg skubbede tanken fra mig og nød at være omgivet af dem, jeg elsker allermest, men tanken kom hurtigt tilbage, da min far næste dag ringede for at sige tak for sidst og sagde "Det var den hyggeligste juleaften nogensinde med den bedste mad, jeg hyggede mig så meget og tænk, mens du lavede mad, sad jeg alene med alle mine 4 børnebørn og talte med dem. Det var så dejligt, ja den dejligste juleaften nogensinde"

Måske var det bare mig, der tænkte at det måske var den sidste juleaften, måske tænkte han det også, for han er normalt ikke en der slynger om sig med superlativer.


2 kommentarer:

  1. Den tanke får man uvægerligt. Da min far var på din fars alder, talte vi tit om, at nu er han godt nok ved at blive gammel ... men det er man jo ogå, når man er midt i firserne ...
    Han nåede at blive 90 år, så vi havde ham længe, og alligevel var der ting, jeg aldrig fik spurgt ham om. Egentlig lidt ligegyldige ting, men da han ikke var der mere, var det alligevel ærgerligt, at jeg ikke kunne spørge.

    SvarSlet
  2. Jeg kan godt forstå du tænker sådan, men sikke da så en skøn aften at slutte af med. hvor er det dejligt at din far er så frisk og rørig.

    SvarSlet