Min krop - ven eller fjende?

Nok lidt hårdt sat op, men mon ikke mange kvinder på min alder, har tænkt det samme?

Jeg havde en hård sommer - det var simpelthen for varmt og jeg havde nogle rædsomme nætter, hvor jeg vendte og drejede mig akkompagneret af en ventilator for dog at få lidt "kølende" luft.

Sommeren var ovre og jeg valgte, at det var tid til at smide nogle kilo, så over de næste måneder røg der 5 kg og hvor jeg nød det. Jeg følte mig ganske enkelt bedre tilpas i min krop. Og hedeturene forsvandt - min tanke var, at de forsvandt fordi det ikke længere var varmt, men jeg er ikke længere så sikker.

Så kom december med al sin pragt, mad og godter og ganske langsomt sneg en del af de 5 kg sig på igen og nu ligger jeg igen og har det alt for varmt om natten. Vender og drejer mig, smider dynen af, tager den på igen og sådan går det nat efter nat.

Så nu er der ingen vej tilbage - de kg skal væk igen og gerne med følgeskab af et par ekstra.

Og hvor er det egentlig vildt, at ens krop så simpelt kan fortælle, at man ikke er på rette spor

Så fremover må jeg vist bare holde mig til den plan, der hedder sund kost og motion, men det bliver ikke "Fra på mandag" i denne omgang, men "Fra på tirsdag"

Skal - skal ikke?

Det er jo ikke ligefrem fordi bloggen her lever et godt og aktivt liv, men alligevel er jeg ikke klar til at lukke og slukke.

Jeg tænker tit, at det må jeg lige lave et indlæg om eller det må jeg lige huske, men så tager hverdagen min tid og enten glemmer jeg, hvad jeg ville skrive eller også når jeg det ganske enkelt ikke.

Jeg kan også mærke, at jeg kan have en tendens til at brokke-indlæg godt kunne få mest plads og hvem gider egentlig læse brokke-indlæg? Nej, vel?

Så mon ikke min blog, som har fulgt mig i efterhånden rigtig lang tid - vist nok tilbage fra 2005 - får lov til at overleve endnu et år med nogle få indlæg.

Hvem ved, måske kommer der et nytårsindlæg med alle mine mange nytårsforsætter

Nå ja, så er der det med billederne - synes det er SÅ besværligt at lægge billeder ind på denne platform....så ingen billeder, i hvert fald ikke lige nu....og igen, hvem gider læse en blog uden billeder?

The Impossible

Jeg har lige tudet mig gennem filmen The Impossible om tsunamien i 2004.

Tudet over filmen, tudet over, hvor tæt jeg var på at miste min far og tudet over alle de mennesker, der mistede livet og hinanden.

Min far har aldrig villet tale om det og jeg har kun spurgt en enkelt gang, hvor han fortalte, at de nåede at klatre op på hotellets tag, hvor de så bølgerne komme væltende med alt hvad det bragte med sig af død og ødelæggelse. Om døde mennesker over det hele. Om en lang varm dag på toppen af et bjerg uden drikke. Om en lang varm køretur ind til byen, da der endelig blev mulighed for kørelejlighed.  Om Thai'ernes ufattelige hjælpsomhed midt i deres egen sorg over dem og det, de havde mistet. Min far fik ikke så meget som en skramme, men arrene på sjælen, er der stadig, selvom han har lagt dem i en skuffe og smidt nøglen væk, som han siger. I dag er det 14 år siden han landede i Københavns lufthavn.

Jeg ved ikke om jeg synes filmen er god - jo, den er fin, men jeg har det altid lidt ambivalent med at man laver film om grusomme ting, der er sket.

På samme måde havde jeg slet ikke lyst til at se filmen "22 July" - det er for tæt på, og selvom jeg synes man aldrig må glemme alle de, der blev dræbt, synes jeg det er vigtigere at tie manden, der dræbte dem alle, ihjel. Og alligevel begyndte jeg at se den, men efter 10 minutters massakre og tårerne væltende ud af øjnene slukkede jeg - jeg kommer ALDRIG til at se den film, men vil altid huske den dag, da Oslo mistede sin uskyld og de mange unge mennesker mistede livet på Utøya.

Som med 9/11ved jeg præcis, hvor jeg var og kan genkende fornemmelsen af afmagt og frygten for, hvad det var der skete.

Pyha, nu vil jeg lige kramme familien en ekstra gang <3