søndag den 29. juli 2018

Vi har lagt en plan....

Uha, det er længe siden, jeg har kigget forbi her.

Det virkelige liv har det jo med at tage så meget af ens tid og nogle gange må det bare blive ved det.

Men vi er her stadig, alt er godt, måske lige bortset fra denne lidt for varme sommer, når man sidder fra 8-16 på et varmt kontor midt inde i byen.

Men...planen...vi har lagt en plan, som måske, måske ikke, kommer til at holde

Det er måske mere en "hensigtserklæring" end en egentlig plan, men det korte af det lange er, at vi kraftigt overvejer at hive teltpælene op her på Sjælland og drage over Østersøen til Solskinsøen.

Det bliver ikke nu, det bliver heller ikke om et halvt år, men måske om 2-3 år. Planen er at tygge lidt på tanken det næste årstid, mens vi blandt andet afventer yngstes fraflytning fra barndomshjemmet. Afventer er måske lidt overdrevet, vi flytter ingen steder så længe, hun har lyst til at blive boende hjemme, men omvendt forventer vi heller ikke, at hun bliver boende mere end max 2 år endnu.

Afhængig af hvor langt hun er i sine flytte-hjemmefra-planer, begynder vi at kigge lidt rundt efter noget at bo i til næste sommer.

Men tankerne er mange - skal jeg beholde mit gode job og pendle i starten? Det groteske er, at det er "billigere" at blive arbejdsløs, men jeg har aldrig været arbejdsløs og det er så langt fra min holdning, at udnytte systemet på den måde, så jeg regner med det bliver pendlerløsningen i første omgang. Og så håber jeg at finde et godt lokalt job, for pendlerlivet vil kun være en midlertidig løsning.

Manden min er selvstændig og kan tage jobbet med sig, men har også en uddannelse, der gør at han ret nemt vil kunne få et helt almindeligt 8-16 job på øen. Og det er egentlig det vi, og især han,  ønsker os....for at være selvstændig er hårdt arbejde og et minimum af (reel) ferie, så efter mange, mange år med 200% arbejdsindsats drømmer han om et helt almindeligt job, hvor man har fri, når man har fri.

Vi er ikke helt enige om, hvad vi skal bo i....jeg drømmer om landsteder, stokroser, smukke haver og mulighed for Bed&Breakfast eller et par ferielejligheder, der kan udlejes.

Min mand drømmer om et lille byhus, for som han siger "De smukke kalkede huse har jo ikke kalket sig selv" og jeg ved godt han har ret, for hele årsagen til at vi for nogle år siden solgte vores store hus, var jo netop at ingen af os gad havearbejde og alt det andet, der følger med et stort hus. Men - fremfører jeg - der er også forskel på at have stort hus og 4 hjemmeboende børn eller stort hus og ingen unger hjemme. Han er ikke blevet overbevist endnu ;-)

Så derfor er det godt, at vi har lidt tid til at tygge på planerne og pejle os ind i en retning, der gør at vi lander det sted, som lige præcis passer til os begge.