Flygtninge....

Pyha...jeg vover at tage hul på bylden - en byld, som jeg ikke har set meget skrevet om i den del af blogland, hvor jeg færdes.

Jeg er forvirret - godt og grundigt forvirret. Man får smidt historier i hovedet fra både den ene og den anden. Grumme historier om druknede børn, grimme historier om flygtninge, der opfører dårligt i det land, som tilbyder dem ly. Alt i en stor pærevælling, godt krydret af medierne.

Som udgangspunkt mener jeg at det er bedst at hjælpe i nærområderne. En holdning der tager udspring i, hvad jeg helst selv ville, hvis jeg skulle flygte fra Danmark. Jeg ville til enhver tid foretrække at være i et nordisk/europæisk, kristent land frem for at skulle til en anden del af verden med en anden kultur og en anden religion.

Omvendt ville jeg jo heller ikke have lyst til at sidde i årevis i en teltlejr i Sverige uden mulighed for at yde noget, så den del skal naturligvis være i orden. Jeg ville også ønske at komme tilbage til mit eget land og at være med til at genopbygge det, så snart det var muligt.

Der tales meget om at integrere flygtninge og det kan der jo siges både for og imod til. For hvis man skal blive her, så ja, så skal man lære sproget, kende kulturen og de spilleregler, der gælder her. Er man her kun på et "kort" visit, fordi man skal tilbage til sit land, er det naturligvis vigtigere at bevare tilknytningen til det land man skal tilbage til. Her er udfordringen så om der bliver fred og hvornår.

Men det støder mig, når jeg ser flygtninge komme hertil og begynde at kræve ind. Vi havde et par unge flygtninge her i byen, som krævede en ordentlig bolig. De var ikke tilfredse med et værelse, privat bad og fælles køkken, så de valgte at flytte og slå sig ned foran byens rådhus. Jamen altså....der er da masser af unge, der ville være rigtig tilfredse med sådan en løsning, så det gør mig vred. Det gør mig også vred, at vi (åbenbart) har ry for at være et land, hvor man kan bede om alt mellem himmel og jord. Jeg ser via mit job en del flygtninge og de kommer hertil og kræver straks gratis briller, gratis medicin, gratis behandlinger hos fys, psykolog osv osv. MR scanninger (uden årsag) er også højt i kurs og kræves i et væk. Jeg vil gerne hjælpe og jeg synes også vi som samfund skal hjælpe, men jeg synes ikke vi skal være til grin.

Der er ingen tvivl om, at de danske regeringer (uanset partifarve) gennem årtier har fejlet i at lave en god indsats for integration og det gør mig vred, når flygtninge (eller indvandrere, for den sags skyld), der har været her i 5 eller 10 år, stadig ikke taler et ord dansk. Ingen har ganske enkelt sat dem stolen for døren og krævet at de lærer vores sprog og når man ikke kan sproget er der også lang vej til uddannelse, omskoling og jobs.

Det er så ambivalent, for når jeg ser det overordnet bliver jeg irriteret, men når jeg kigger ind i et par brune barneøjne, der allerede har set alt for meget, så bliver jeg blød om hjertet og har lyst til at redde hele verden.

Er husmor-blog'sene ved at uddø?

Jeg skriver ikke ret meget længere og mange af dem, jeg fulgte gør heller ikke, så jeg tænker om en epoke er ved at være slut? Om ny tider er kommet - Instagramtiderne? For det er vist heller ikke Facebook, som efterhånden primært er fyldt med sponserede links på alt muligt ligegyldigt.

Til gengæld er der - ifølge mine unge døtre - fuld gang i de såkaldte modebloggere, som angiveligt lever af at skrive om alt muligt indenfor mode. Sært "job", hvis du spørger mig og hvis man går ud af 10. klasse eller gymnasiet og så har job som modeblogger og semi-kendis, så er ens fremtid vist ikke sikret i voldsomt mange år fremover.

Men husmor-bloggene - min og din og jeres og vores blogge - er de ved at uddø?

Jeg kan jo starte med mig selv....hvorfor skriver jeg ikke mere end jeg gør? For første gang i mange år har jeg ikke et job med 80 timer om ugen og alligevel får jeg ikke skrevet, selvom jeg da har masser på hjerte. Det når bare aldrig rigtig til tastaturet længere og det er egentlig synd, for det er rart at skrive, at skrive "tingene ud". Hmm....måske jeg skulle gå i gang igen, jeg må overveje det. Jeg er i hvert fald ikke der, hvor jeg har lyst til at lukke min blog, det er jo min livsbog, som jeg snart kan holde 10 års jubilæum med. Desværre er en stor del af indholdet på min første blog, der lå på Smartlog, forsvundet og jeg har lykkelig glemt koder osv dertil.

Månedens gæst?

Der er så meget andet, der tager tid, så mine besøg her på bloggen er ærlig talt noget sporadiske, men helt nedlægge bloggen er jeg nu heller ikke klar til.