søndag den 18. februar 2018

Kære Margrethe

Kære Margrethe,

Det gør mig ondt, at du har mistet din mand, præcis som det gør mig ondt, når alle andre mister deres ægtefælle. Det er et frygteligt tab, når man har været hinandens bedste venner, ægtefolk, kærester, forældre i mange, mange år.

Når det sker i ens nærmeste familie, giver det stof til eftertanke, men også når det sker med så massiv mediedækning, som der har været de seneste dage.

Da jeg var en lille pige på bare 7 år, dengang i 1972, hvor du blev dronning, syntes jeg, det var det værste jeg kunne forestille mig. At ens far døde og man skulle stå der og blive udråbt til dronning mens man var så ulykkelig. Dengang kunne jeg ikke forestille mig noget værre end at miste min mor eller far, præcis som man nu har det, når man blot er 7 år gammel. Det gjorde kæmpe indtryk på mig og når jeg ser klippene med Jens Otto Krag, der udråber dig til Dronning, kan jeg stadig genkalde mig den sorg, jeg følte dengang.

I dag føler jeg med dig som hustru og får et sug i maven ved tanken om, at det måske en dag er mig, der skal sige farvel til mit livs kærlighed. Jeg har set min mormor, min far og min svigermor blive alene og sorgen er frygtelig, men vidner jo også om den store kærlighed, der var. Min far mistede sin hustru, min mor, for næsten 25 år siden, men omtaler hende stadig som sit livs kærlighed på trods af han igen er gift.

Vi har i disse dage set dig som en meget fattet, endda smilende dronning, som har modtaget folkets varme og kærlighed. Jeg ved ikke hvad der ligger bag smilet, men tænker at det må være mange års erfaring fra dit embede, der gør. at du i en så sorgfuld situation, kan holde masken og med dit stille smil vise, at du stadig er her, at du nok skal passe på Danmark og at du nok skal klare dig. Det kan også være, at dit smil er det eneste der holder dig fra at bryde helt sammen.

Men hvad der gør mig ondt er at du igen og igen kommer kørende alene til de begivenheder, der har været. Dine sønner er omgivet af deres hustruer og børn, men du kommer helt alene. Jeg husker, når vi har mistet i vores familie, at sønner og døtre har støttet op om den efterladte, så han eller hun ikke skulle være alene. Jeg er ikke i tvivl om, at dine sønner og svigerdøtre er der for dig, men hvor det skærer mig i hjertet at se dig ankomme alene.

Kære Margrethe - jeg ønsker dig og din familie styrke i den kommende tid.

Kærlige Tanker

Moster Tulle

PS: Det er helt bevidst, at jeg har brugt du osv, da jeg ikke forventer at Dronningen ser mit "brev"

Jeg er vild med dette billede som udstråler en kæmpe kærlighed 
- og det - i dagens Danmark -  politisk ukorrekte med cigaretterne

lørdag den 17. februar 2018

Jeg savner...

Jeg savner egentlig at skrive - om de små ting i hverdagen. Lige få ordene gennem fingrene...

Jeg kunne skrive dagbog og lægge den i en skuffe, men det er som om ordene kommer nemmere når jeg sidder ved tastaturet...Egentlig lidt frygteligt, at det er blevet sådan. Hvad blev der af den sirlige håndskrift?

Jeg startede med at skrive dagbog - i hånden, naturligvis - da jeg var 11-12 år, i god traditionel lillepigestil:

"Kære Dagbog,

I dag har jeg været i skole og gået tur med Sussi. Vi fik frikadeller til aftensmad"

Senere var det teenagepigen, der skrev lange tårevædede beskeder, når hun savnede kæresten, men altid med starten "Kære Dagbog".

Jeg læste tidligt Anne Franks dagbog og blev meget inspireret af den, tænk den stakkels pige, tænk hvad hun gik igennem. Jeg følte med hende, følte hendes smerte og priste mig lykkelig for min trygge og gode barndom i lille Danmark. Så faktisk var det Anne Frank der fik en ung pige i 70'erne til at skrive dagbog, præcis som hun sikkert inspirerede mange andre.

Jeg skrev mit første indlæg på Smartlog for over 12 år siden. Det var længe inden det var moderne at blogge - i hvert fald som vi kender bloggere i dag. Ukendte piger, der bliver kendte og tjener penge på at være....kendte? Det er en mærkelig verden ;-)