lørdag den 25. august 2018

Hvad blev der af kundeservice?

Godt så - gnavent indlæg om elendig kundeservice, så er du advaret.

Yngste ville gerne udnytte, at Matas havde 20% på alle varer i sidste uge og havde på nettet set, at den ene af vores lokale Matas'er havde åbent, selvom det var søndag. Det viste sig desværre ikke at holde stik, men en anden, som på nettet stod til at have lukket, viste sig så at have åbent.

Vi kom 14.40 og stillede os i kø - der var 2 foran os og en meget, meget stresset butiksejer, der ikke kunne få tingene til at fungere og var alene i butikken. Måske noget retur, måske noget rabat, jeg ved det ikke, men han blev mere og mere rød i hovedet og kom med stadig flere temmelig negative udbrud. Til sidst opgav han og gjorde tingene på en anden måde så kunden kunne blive ekspederet.

Klokken var nu få minutter i 3 og manden forlod disken og gik hen og låste hoveddøren. Den foran os blev ekspederet og datteren kom til og spurgte om han havde lukket "Ja, jeg lukkede kl. 15 og det var slet ikke meningen, jeg skulle have åbent" - nu var klokken 15.10.

Nå, men vi var jo inde, havde ventet tålmodigt i en halv time og datteren spurgte om hun måtte dufte til et par parfumer for at vælge den, hun ville købe.  Manden sukkede opgivende og nævnte, at det skulle gå hurtigt for der var jo lukket. Stakkels datter blev helt stresset, valgte lynhurtigt en parfume, som hun fortrød nærmest, da hun gik ud af døren, så dagen efter blev den byttet (i en anden Matas!!).

Og så er det jeg undrer mig (elsker ordet at undre sig, som passer perfekt til sådanne sære situationer) for manden havde selv valgt at holde åbent, selvom der egentlig var planlagt lukning, manden havde selv valgt at stå der alene, men mest af alt undrer jeg mig over den elendige service fra butiksejeren himself. For søren da, det er din biks, makker - så tag det med et smil, også selvom du kommer en halv time senere hjem. Og hvis nogen gerne fremover vil undgå denne Matas, så er det Matas i Kongevejscentret i Hørsholm

Allerede dagen efter var den gal igen - yngste fik den smukkeste diamantring af os, da hun blev student, men den var lidt for stor og skulle laves mindre. Da vi og guldsmeden var på ferie i forlængelse af hinanden, blev det først nu.

Kl 18 ringede en sød pige og fortalte, at den var klar - vi var ved at spise så vi kørte derned kl. 18.40, hvor butikken stort set var lukket selvom centret først lukker kl. 19. Vi kunne lige snige os ind af en lille åbning - til en butik, hvor den ene halvdel af butikken henlå i mørke og alle smykker var gemt væk. Ikke den fedeste modtagelse. Vi fik ringen og skulle betale, men dankortmaskinen var også lukket ned. Den søde pige så rådvild på ejeren, der ikke fortrak en mine. Jeg konstaterede "Dankortmaskine er lukket" og kiggede spørgende på ejeren, der sagde "ja". Jeg beklagede at jeg ikke havde kontanter (hvorfor beklagede jeg egentlig??), men at jeg kunne betale med MobilePay, hvis det var nemmere for dem og sagde i spøg - jeg kan også komme en anden dag og betale. Svaret fra ejeren var "Ja, men så SKAL du komme i morgen", hvilket jeg ikke kunne love. En anden kom så og åbnede maskinen og jeg fik "lov" til at betale og kunne drage hjemad. Der var ikke et smil fra ejeren, ingenting, men nu havde vi selvfølgelig heller ikke købt en ring til 75.000. Og hvis nogen gerne vil undgå denne biks, er det Guldsmed Rygaard i Hørsholm Midtpunkt.

Jamen, er verden da helt af lave - hvis ikke butiksejerne kan gå forrest med et godt eksempel og yde den bedste service, hvem skal så?




fredag den 24. august 2018

Åh nej...

Jeg har skubbet det foran mig, vidst det ville komme, men nu er der under en uge til at sønnen forlader reden.

Da de 2 ældste flyttede var det lige "rundt om hjørnet", men ham her, han flytter over både Storebælt og Lillebælt for at ende i Smilets by.

Og DET er meget langt væk for løvemoren - jeg ved jo godt, han skal ud i verden, men det havde bare været så meget nemmere (for mig, og måske også for ham) at flytte til København.

Nå, han glæder sig, men med en god portion sommerfugle i maven - ny by, nyt studie, nye venner og langt væk fra os og de gode venner, han har her.

Jeg ved, det vil modne ham helt enormt, men jeg ved også at han er en blød knægt, som vil savne sit netværk her. Heldigvis er han god til at skabe nye relationer, så selvfølgelig kommer det til at gå.

Og mig.....jeg har de sidste dage gået rundt med lidt mere blanke øjne end ellers og tårerne ligger lige på lur.

Glemt er alt det fede,  jeg skal bruge hans værelse til, glemt er, at han også nogle gange har været irriterende, glemt er, at der ikke længere skal slæbes tonsvis af mælk, yoghurt, rugbrød, sodavand og alt det andet hjem fra byen. Glemt er, at han tror man skal have nedrullede gardiner og lyset tændt, selvom det er højlys dag, glemt er, at vores elregning sandsynligvis vil falde med 30% når der ikke længere kører 2 computere, et kæææmpe tv, playstation osv. Jep, vi så det da ældste flyttede - de der gamer-drenge, de bruger godt nok meget strøm.

Lige nu prøver jeg at lokke hans apple-id ud af ham, så jeg kan stalke ham på Find my iPhone, hvis han ikke lige svarer mig - han synes, jeg er sindssyg....det er jeg nok også....

For mange år siden, da han kun lige var vokset sin ældre søster over hovedet

lørdag den 18. august 2018

Nu får jeg nok ørerne i maskinen

Verden - eller i hvert fald København - er i disse dage eksploderet i et sandt Pride-helvede og jeg undrer mig.

Jeg undrer mig over at en sexualitet skal have særstatus og jeg alle steder skal se regnbuen, der symboliserer dette.

Jeg er ved at gå til over at alle, der er noget ved musikken, er ved at falde over hinanden for at hylde regnbuefolket.

Nej, jeg er ikke en gammel forstokket kone, der ikke kan se ud over min egen næsetip - jeg er åben og rummelig og synes at alle skal leve med den/de, som nu engang passer sig for dem. Og så er jeg egentlig fuldstændig ligeglad med om de er sorte, hvide, grønne eller regnbuefarvede.

Men jeg render sgi da ikke rundt og flasher at jeg er heteroseksuel, så hvorfor skal man flashe det, bare fordi man er homo?

Ja, jeg ved, at der stadig er folk, der mener, det er forkert, at være "til den anden side", men jeg tvivler på at disse folk bliver omvendt af den massive dækning af Pridefestivallen.

Der er så meget kvinder ikke forstår og det her er absolut en af de ting, som jeg har svært ved at fatte


mandag den 6. august 2018

Engang var der 4....

Engang var huset fyldt op med 4 fantastiske unger - med leg og glæde, brok og ballade, kærlighed og lykke. Præcis som det nu er i en familie.

Men sådan nogle unger gror jo op og lige pludselig stod den første på kanten af reden, klar til at flyve hjemmefra. Han var kun 18, da han flyttede, men han havde nærmest været klar siden han var 12, så det var som det nu skulle være, selvom han var savnet og det tomme værelse stod og mindede mig om, at han manglede.

4 år senere fulgte hans ældste søster samme vej - lidt ældre, men også spændt på, hvordan det ville være at bo alene. Hun var også savnet, men flyttede ikke langt og kom hjem i tide og utide, for det var alligevel svært at forlade barndomshjemmet. I dag - 6 år senere - kommer hun stadig tit og ofte forbi fordi hun savner os. I modsætning til hendes bror, som nærmest sætter en ære i ikke at savne os ;-).

Nu står næste for tur - han er væsentlig ældre end sine 2 ældre søskende - knap 23 år og i modsætning til de 2 andre flytter han langt væk, da han skal læse i Aarhus. Han fik allerede i maj at vide, han var optaget på studiet og i starten af juni havde han et sted at bo. Sommeren har gjort ham godt, han har vænnet sig til tanken og glæder sig til at flytte, glæder sig til at møde nye mennesker og til at blive klogere. Han er fuldstændig ligeglad med at han ikke kan lave mad, vaske tøj eller gøre rent og mon ikke "Learning by doing" vil blive hans redning? Eller måske bare take-away, paptallerkener og en au-pair ;-).

Man kan mærke, at de er flyvefærdige, når de ikke længere synes at maden er god nok, at vi spiser på forkerte tider, at de bliver bedt om ALT for meget, når man siger, de skal rydde op, være stille, når de kommer hjem om natten osv.

Jeg glæder mig over at sønnen skal læse det, han har ønsket sig siden han var en ung knægt, men samtidig er jeg smerteligt bevidst om, at jeg kommer til at savne ham frygteligt. Nogle gange har jeg tænkt, at han aldrig flyttede fordi han hyggede sig med at bo sammen med os, men selv min italienske søn, finder nu videre ud i verden.

Min flok er for altid min flok, men den spredes for alle vinde og jeg ved, at den med tiden vil vokse sig større og større, når der en dag kommer mænd, koner og børn til.

Noget godt var, noget godt er og noget godt kommer - Hvor er jeg egentlig heldig



lørdag den 4. august 2018

Det er (for) varmt.....Om overgangsalder

Jep, jeg siger det bare - det er for varmt til mig.

Jeg savner regn, jeg savner "normale" temperaturer og jeg savner også lidt at se noget grønt græs igen. Ja, jeg savner vel bare dansk sommer.

Havde det regnet hele sommeren havde jeg helt klart savnet noget sol og varme og sådan er vi mennesker jo så svære at gøre tilpas.

Da jeg var ung rejste jeg hver sommer rundt i Grækenland og det var først når temperaturen nåede 40-42 grader, at jeg syntes det var for meget. Ellers var det skønt med sol og varme og jeg kunne stege i timevis på dækket af den yacht, hvor min ungdoms somre blev nydt.

Men med alderen kan den slags jo ændre sig og for kvinder (eller i hvert fald mig!!) i overgangsalderen er det ikke for tøsedrenge med den her varme.

Der er mellem 30 og 32 grader på mit kontor og det er varmt, når man tilbringer 8 timer der hver dag. En ventilator hjælper mig lidt, men at blive blæst på hele dagen er også ret irriterende.

Så er det hjem med Metro og S-tog, hvor der i Metroen er omkring 40 grader og i S-toget nok 5 grader koldere.....faktum er i hvert fald at når jeg træder ud af toget - i de 28-30 grader, der er udenfor - føles det køligt!!

Så er der nætterne....føj for pokker, hvor har vi det varmt og her er det nok især mig, der er plaget. Faktisk så plaget så jeg denne sommer har sovet med en ventilator ved siden af min seng og ørepropper i ørerne fordi jeg hader larmen fra den. Men uanset giver det bare ikke den samme gode søvn, som når der er stille og 18 grader i værelset.

Og det værste er, at jeg faktisk ikke er specielt plaget af hedeture normalt, så hvordan har de af mine medsøstre, der er plaget af det, det så ikke....pyhaaa.

Jeg vil så gerne sidde lidt i solen og få lidt ind på D-vitamin kontoen, men jeg kan ikke holde det ud i øjeblikket....øv for det, men hurra for at det trods alt er og har været en skøn sommer


søndag den 29. juli 2018

Vi har lagt en plan....

Uha, det er længe siden, jeg har kigget forbi her.

Det virkelige liv har det jo med at tage så meget af ens tid og nogle gange må det bare blive ved det.

Men vi er her stadig, alt er godt, måske lige bortset fra denne lidt for varme sommer, når man sidder fra 8-16 på et varmt kontor midt inde i byen.

Men...planen...vi har lagt en plan, som måske, måske ikke, kommer til at holde

Det er måske mere en "hensigtserklæring" end en egentlig plan, men det korte af det lange er, at vi kraftigt overvejer at hive teltpælene op her på Sjælland og drage over Østersøen til Solskinsøen.

Det bliver ikke nu, det bliver heller ikke om et halvt år, men måske om 2-3 år. Planen er at tygge lidt på tanken det næste årstid, mens vi blandt andet afventer yngstes fraflytning fra barndomshjemmet. Afventer er måske lidt overdrevet, vi flytter ingen steder så længe, hun har lyst til at blive boende hjemme, men omvendt forventer vi heller ikke, at hun bliver boende mere end max 2 år endnu.

Afhængig af hvor langt hun er i sine flytte-hjemmefra-planer, begynder vi at kigge lidt rundt efter noget at bo i til næste sommer.

Men tankerne er mange - skal jeg beholde mit gode job og pendle i starten? Det groteske er, at det er "billigere" at blive arbejdsløs, men jeg har aldrig været arbejdsløs og det er så langt fra min holdning, at udnytte systemet på den måde, så jeg regner med det bliver pendlerløsningen i første omgang. Og så håber jeg at finde et godt lokalt job, for pendlerlivet vil kun være en midlertidig løsning.

Manden min er selvstændig og kan tage jobbet med sig, men har også en uddannelse, der gør at han ret nemt vil kunne få et helt almindeligt 8-16 job på øen. Og det er egentlig det vi, og især han,  ønsker os....for at være selvstændig er hårdt arbejde og et minimum af (reel) ferie, så efter mange, mange år med 200% arbejdsindsats drømmer han om et helt almindeligt job, hvor man har fri, når man har fri.

Vi er ikke helt enige om, hvad vi skal bo i....jeg drømmer om landsteder, stokroser, smukke haver og mulighed for Bed&Breakfast eller et par ferielejligheder, der kan udlejes.

Min mand drømmer om et lille byhus, for som han siger "De smukke kalkede huse har jo ikke kalket sig selv" og jeg ved godt han har ret, for hele årsagen til at vi for nogle år siden solgte vores store hus, var jo netop at ingen af os gad havearbejde og alt det andet, der følger med et stort hus. Men - fremfører jeg - der er også forskel på at have stort hus og 4 hjemmeboende børn eller stort hus og ingen unger hjemme. Han er ikke blevet overbevist endnu ;-)

Så derfor er det godt, at vi har lidt tid til at tygge på planerne og pejle os ind i en retning, der gør at vi lander det sted, som lige præcis passer til os begge.


torsdag den 29. marts 2018

Vi tog det første skridt.....

Det allerførste, spæde skridt blev taget i jagten på en - mulig - ændring af vores liv.

Vi fandt et fint lille sted, der lå, der hvor vi gerne ville bo, hvis det nu var..... Der er allerede et lille Bed & Breakfast og vi tænkte mange tanker inden vi valgte at booke en fremvisning.

Vi glædede os til at se stedet, se hvilke muligheder, der kunne være - eller blot blive skuffede og vide, at det ikke var noget for os. Sandsynligheden for at det første sted, vi så, ville være perfekt, var jo til stede, men alligevel...

En time før fremvisningen blev vi ringet op af mægleren, der ville udskyde, eller viste det sig, helt aflyse fremvisningen. For der var nogle, der var interesserede, de skulle bare lige godkendes i banken, og vi skulle jo vide, at det var temmelig svært at få bankgodkendelse i udkantsdanmark. Vi spurgte om der var skrevet slutseddel, men nej, men det var lovet til de andre, hvis de kunne få godkendelse.

Mægleren fortsatte med at fortælle, hvor svært det var at blive godkendt og min mand måtte så skuffe ham med at vi faktisk har pengene "klar".

Så fortsatte mægleren med at rakke stedet ned, fortælle, hvor nedslidt det var, at der skulle nye møbler bla, bla, bla. Alt sammen noget, vi havde kunnet se ud fra billederne og også havde taget både tidsmæssig og økonomisk højde for.

Nå, men det korte af det lange var at mægleren ikke ville vise det frem....bum...sådan....

Jeg tror min mand blev så paf, så han bare accepterede uden at nævne noget om budrunder eller lignende, som jo er ganske almindeligt i hovedstaden. Stedet er så billigt, så vi gerne havde budt både 2 og 300.000 tusinde over, hvis det havde været perfekt.

Og så sad vi der....kiggede på hinanden og undrede os...og tænkte om det var fordi mægleren selv eller hans onkel skulle købe det? For hvordan kan man som mægler afvise kunder, der - måske - kan give sælger et højere provenue?

En anden mulighed er selvfølgelig at prisen har været sat for lavt og sælger ønsker at tage det af markedet og sætte det på til en anden pris på et andet tidspunkt.....men så burde mægler nok lige fjerne det fra nettet.

Så første skridt gik ærlig talt ikke særlig godt....nu slikker vi sårene og kigger videre...og tænker videre...og drømmer lidt...og vender tilbage til at vi jo har det rigtig godt, som vi har det nu ;-)