fredag den 24. august 2018

Åh nej...

Jeg har skubbet det foran mig, vidst det ville komme, men nu er der under en uge til at sønnen forlader reden.

Da de 2 ældste flyttede var det lige "rundt om hjørnet", men ham her, han flytter over både Storebælt og Lillebælt for at ende i Smilets by.

Og DET er meget langt væk for løvemoren - jeg ved jo godt, han skal ud i verden, men det havde bare været så meget nemmere (for mig, og måske også for ham) at flytte til København.

Nå, han glæder sig, men med en god portion sommerfugle i maven - ny by, nyt studie, nye venner og langt væk fra os og de gode venner, han har her.

Jeg ved, det vil modne ham helt enormt, men jeg ved også at han er en blød knægt, som vil savne sit netværk her. Heldigvis er han god til at skabe nye relationer, så selvfølgelig kommer det til at gå.

Og mig.....jeg har de sidste dage gået rundt med lidt mere blanke øjne end ellers og tårerne ligger lige på lur.

Glemt er alt det fede,  jeg skal bruge hans værelse til, glemt er, at han også nogle gange har været irriterende, glemt er, at der ikke længere skal slæbes tonsvis af mælk, yoghurt, rugbrød, sodavand og alt det andet hjem fra byen. Glemt er, at han tror man skal have nedrullede gardiner og lyset tændt, selvom det er højlys dag, glemt er, at vores elregning sandsynligvis vil falde med 30% når der ikke længere kører 2 computere, et kæææmpe tv, playstation osv. Jep, vi så det da ældste flyttede - de der gamer-drenge, de bruger godt nok meget strøm.

Lige nu prøver jeg at lokke hans apple-id ud af ham, så jeg kan stalke ham på Find my iPhone, hvis han ikke lige svarer mig - han synes, jeg er sindssyg....det er jeg nok også....

For mange år siden, da han kun lige var vokset sin ældre søster over hovedet

2 kommentarer:

  1. Hehe, du skal aldeles ikke stalke ham, selv om jeg godt kan forstå, at du kan få sådanne lyster.
    Nu ved du hvordan jeg havde det, da C flyttede til England ... jeg tror nemlig, det er ligemeget, om det er Aarhus eller London - det er bare ALT for langt væk!
    Pøjpøj til den unge mand. Det er et stort skridt, han er i gang med at tage.

    SvarSlet
  2. Tak, ja, det er stort for ham og åbenbart også for hans mor ;-). Aarhus er jo ingenting og da ældste boede i Mexico kunne man virkelig tale om at være langt fra hinanden. Kan huske at jeg dengang "misundte" dig at Charlotte og Co. "bare" boede i England ;-)

    SvarSlet