Han flyttede til Aarhus for at læse den 1. september og det var første gang han kom hjem, efter han var flyttet. Vi har været en enkelt weekendtur ovre og besøge ham i slutningen af oktober, men ellers har vi måttet nøjes med tlf, sms og FaceTime. Jeg synes, det har været alt for lidt - han synes jeg har spammet ham med både opkald, sms'er og forsøg på FaceTime, men sådan er det jo med øjnene, der ser.
Nu er 2 fantastiske uger ovre, vi har hygget, han har set familie og venner og ikke mindst har vores gamle hund nydt, at han igen var i huset og hun kunne ligge og sove i arm med ham om natten.
Alt er godt, som man siger, men jeg går rundt med en lille knude i maven, for nu er knægten draget tilbage til Aarhus og jeg savner ham. Jeg ved, det kun er nogle dage, jeg har det sådan her, for så kommer hverdagen igen og vi kan glæde os til næste gang han beærer os med et besøg.
Men igen her er tænker vi ikke helt ens, og hvorfor skulle vi også det? Vi er jo 2 forskellige steder i livet. Men...jeg ville rigtig gerne planlægge hans næste besøg, vide, at han kommer igen i vinterferien og han kigger bare opgivende på mig og siger, at han ikke engang ved, om han har ferie og hvis han har, hvad han så skal.
Så jeg må væbne mig med tålmodighed og nyde de bidder, jeg får tildelt - og nej, jeg plejer ikke at være så tosset, men mine børn "plejer" heller ikke at flytte så langt væk, så det må være min undskyldning ;-)
