At være mor er bare kilde til evig bekymring fra man ligger der med en nyfødt unge i armene til...ja, hvor længe mon man bekymrer sig?
Spørger jeg min svigermor siger hun "til man dør", spørger jeg min far, siger han "Bekymrer sig? Over hvad dog?". Det er nok forskellen på mand og kvinde, for jeg tror også min mor ville have bekymret sig over alt og intet, hvis hun havde levet.
Så var det en af sønnerne, der havde "noget" der skulle overstås og så kunne man (læs : jeg) gå rundt med ondt i maven over det i flere uger. Nu er han sikkert igennem det og alt er godt igen.
Så er det hunden, der er syg - pludselig opførte den sig som om den ville dø indenfor 5 minutter. Lagde sig helt stift på ryggen med benene lige i vejret. Den fik kæl og klap og kom sig langsomt, men en tur omkring Dr. Dyr bliver nu nok alligevel sat på dagsordenen i næste uge. Just in case.
Datteren er i byen med veninderne, så det kan jeg jo også bekymre mig lidt over.
Åh ja, en dag bliver de vel alle voksne, sådan rigtig voksne med ægtefæller, børn og villa, vovhund og Volvo og så viger bekymringerne vel en anelse? Eller overtages de så bare af bekymringer for børnebørnene?
Man holder aldrig op med at bekymre sig! Det hjælper lidt, at de flytter hjemmefra, så man ikke kan følge med i dagligdagen (hvorfor er kun ikke kommet hjem endnu? Er der sket noget, mon?), men bekymrer sig gør man, selv om det selvfølgelig ikke fylder det hele, bestemt ikke - så var det vel nærmest helt sygeligt ... glæderne fylder da så absolut det meste.
SvarSletMin far bekymrede sig om sine tre piger, til han var 90 og døde.
Du har helt ret - jeg bekymrer mig også over dem, der er flyttet hjemmefra, bare ikke på samme måde. Ak ja, moderskab er en lang bekymring, men heldigvis med masser af glæder som fylder endnu mere.
Slet