mandag den 6. august 2018

Engang var der 4....

Engang var huset fyldt op med 4 fantastiske unger - med leg og glæde, brok og ballade, kærlighed og lykke. Præcis som det nu er i en familie.

Men sådan nogle unger gror jo op og lige pludselig stod den første på kanten af reden, klar til at flyve hjemmefra. Han var kun 18, da han flyttede, men han havde nærmest været klar siden han var 12, så det var som det nu skulle være, selvom han var savnet og det tomme værelse stod og mindede mig om, at han manglede.

4 år senere fulgte hans ældste søster samme vej - lidt ældre, men også spændt på, hvordan det ville være at bo alene. Hun var også savnet, men flyttede ikke langt og kom hjem i tide og utide, for det var alligevel svært at forlade barndomshjemmet. I dag - 6 år senere - kommer hun stadig tit og ofte forbi fordi hun savner os. I modsætning til hendes bror, som nærmest sætter en ære i ikke at savne os ;-).

Nu står næste for tur - han er væsentlig ældre end sine 2 ældre søskende - knap 23 år og i modsætning til de 2 andre flytter han langt væk, da han skal læse i Aarhus. Han fik allerede i maj at vide, han var optaget på studiet og i starten af juni havde han et sted at bo. Sommeren har gjort ham godt, han har vænnet sig til tanken og glæder sig til at flytte, glæder sig til at møde nye mennesker og til at blive klogere. Han er fuldstændig ligeglad med at han ikke kan lave mad, vaske tøj eller gøre rent og mon ikke "Learning by doing" vil blive hans redning? Eller måske bare take-away, paptallerkener og en au-pair ;-).

Man kan mærke, at de er flyvefærdige, når de ikke længere synes at maden er god nok, at vi spiser på forkerte tider, at de bliver bedt om ALT for meget, når man siger, de skal rydde op, være stille, når de kommer hjem om natten osv.

Jeg glæder mig over at sønnen skal læse det, han har ønsket sig siden han var en ung knægt, men samtidig er jeg smerteligt bevidst om, at jeg kommer til at savne ham frygteligt. Nogle gange har jeg tænkt, at han aldrig flyttede fordi han hyggede sig med at bo sammen med os, men selv min italienske søn, finder nu videre ud i verden.

Min flok er for altid min flok, men den spredes for alle vinde og jeg ved, at den med tiden vil vokse sig større og større, når der en dag kommer mænd, koner og børn til.

Noget godt var, noget godt er og noget godt kommer - Hvor er jeg egentlig heldig



lørdag den 4. august 2018

Det er (for) varmt.....Om overgangsalder

Jep, jeg siger det bare - det er for varmt til mig.

Jeg savner regn, jeg savner "normale" temperaturer og jeg savner også lidt at se noget grønt græs igen. Ja, jeg savner vel bare dansk sommer.

Havde det regnet hele sommeren havde jeg helt klart savnet noget sol og varme og sådan er vi mennesker jo så svære at gøre tilpas.

Da jeg var ung rejste jeg hver sommer rundt i Grækenland og det var først når temperaturen nåede 40-42 grader, at jeg syntes det var for meget. Ellers var det skønt med sol og varme og jeg kunne stege i timevis på dækket af den yacht, hvor min ungdoms somre blev nydt.

Men med alderen kan den slags jo ændre sig og for kvinder (eller i hvert fald mig!!) i overgangsalderen er det ikke for tøsedrenge med den her varme.

Der er mellem 30 og 32 grader på mit kontor og det er varmt, når man tilbringer 8 timer der hver dag. En ventilator hjælper mig lidt, men at blive blæst på hele dagen er også ret irriterende.

Så er det hjem med Metro og S-tog, hvor der i Metroen er omkring 40 grader og i S-toget nok 5 grader koldere.....faktum er i hvert fald at når jeg træder ud af toget - i de 28-30 grader, der er udenfor - føles det køligt!!

Så er der nætterne....føj for pokker, hvor har vi det varmt og her er det nok især mig, der er plaget. Faktisk så plaget så jeg denne sommer har sovet med en ventilator ved siden af min seng og ørepropper i ørerne fordi jeg hader larmen fra den. Men uanset giver det bare ikke den samme gode søvn, som når der er stille og 18 grader i værelset.

Og det værste er, at jeg faktisk ikke er specielt plaget af hedeture normalt, så hvordan har de af mine medsøstre, der er plaget af det, det så ikke....pyhaaa.

Jeg vil så gerne sidde lidt i solen og få lidt ind på D-vitamin kontoen, men jeg kan ikke holde det ud i øjeblikket....øv for det, men hurra for at det trods alt er og har været en skøn sommer


søndag den 29. juli 2018

Vi har lagt en plan....

Uha, det er længe siden, jeg har kigget forbi her.

Det virkelige liv har det jo med at tage så meget af ens tid og nogle gange må det bare blive ved det.

Men vi er her stadig, alt er godt, måske lige bortset fra denne lidt for varme sommer, når man sidder fra 8-16 på et varmt kontor midt inde i byen.

Men...planen...vi har lagt en plan, som måske, måske ikke, kommer til at holde

Det er måske mere en "hensigtserklæring" end en egentlig plan, men det korte af det lange er, at vi kraftigt overvejer at hive teltpælene op her på Sjælland og drage over Østersøen til Solskinsøen.

Det bliver ikke nu, det bliver heller ikke om et halvt år, men måske om 2-3 år. Planen er at tygge lidt på tanken det næste årstid, mens vi blandt andet afventer yngstes fraflytning fra barndomshjemmet. Afventer er måske lidt overdrevet, vi flytter ingen steder så længe, hun har lyst til at blive boende hjemme, men omvendt forventer vi heller ikke, at hun bliver boende mere end max 2 år endnu.

Afhængig af hvor langt hun er i sine flytte-hjemmefra-planer, begynder vi at kigge lidt rundt efter noget at bo i til næste sommer.

Men tankerne er mange - skal jeg beholde mit gode job og pendle i starten? Det groteske er, at det er "billigere" at blive arbejdsløs, men jeg har aldrig været arbejdsløs og det er så langt fra min holdning, at udnytte systemet på den måde, så jeg regner med det bliver pendlerløsningen i første omgang. Og så håber jeg at finde et godt lokalt job, for pendlerlivet vil kun være en midlertidig løsning.

Manden min er selvstændig og kan tage jobbet med sig, men har også en uddannelse, der gør at han ret nemt vil kunne få et helt almindeligt 8-16 job på øen. Og det er egentlig det vi, og især han,  ønsker os....for at være selvstændig er hårdt arbejde og et minimum af (reel) ferie, så efter mange, mange år med 200% arbejdsindsats drømmer han om et helt almindeligt job, hvor man har fri, når man har fri.

Vi er ikke helt enige om, hvad vi skal bo i....jeg drømmer om landsteder, stokroser, smukke haver og mulighed for Bed&Breakfast eller et par ferielejligheder, der kan udlejes.

Min mand drømmer om et lille byhus, for som han siger "De smukke kalkede huse har jo ikke kalket sig selv" og jeg ved godt han har ret, for hele årsagen til at vi for nogle år siden solgte vores store hus, var jo netop at ingen af os gad havearbejde og alt det andet, der følger med et stort hus. Men - fremfører jeg - der er også forskel på at have stort hus og 4 hjemmeboende børn eller stort hus og ingen unger hjemme. Han er ikke blevet overbevist endnu ;-)

Så derfor er det godt, at vi har lidt tid til at tygge på planerne og pejle os ind i en retning, der gør at vi lander det sted, som lige præcis passer til os begge.


torsdag den 29. marts 2018

Vi tog det første skridt.....

Det allerførste, spæde skridt blev taget i jagten på en - mulig - ændring af vores liv.

Vi fandt et fint lille sted, der lå, der hvor vi gerne ville bo, hvis det nu var..... Der er allerede et lille Bed & Breakfast og vi tænkte mange tanker inden vi valgte at booke en fremvisning.

Vi glædede os til at se stedet, se hvilke muligheder, der kunne være - eller blot blive skuffede og vide, at det ikke var noget for os. Sandsynligheden for at det første sted, vi så, ville være perfekt, var jo til stede, men alligevel...

En time før fremvisningen blev vi ringet op af mægleren, der ville udskyde, eller viste det sig, helt aflyse fremvisningen. For der var nogle, der var interesserede, de skulle bare lige godkendes i banken, og vi skulle jo vide, at det var temmelig svært at få bankgodkendelse i udkantsdanmark. Vi spurgte om der var skrevet slutseddel, men nej, men det var lovet til de andre, hvis de kunne få godkendelse.

Mægleren fortsatte med at fortælle, hvor svært det var at blive godkendt og min mand måtte så skuffe ham med at vi faktisk har pengene "klar".

Så fortsatte mægleren med at rakke stedet ned, fortælle, hvor nedslidt det var, at der skulle nye møbler bla, bla, bla. Alt sammen noget, vi havde kunnet se ud fra billederne og også havde taget både tidsmæssig og økonomisk højde for.

Nå, men det korte af det lange var at mægleren ikke ville vise det frem....bum...sådan....

Jeg tror min mand blev så paf, så han bare accepterede uden at nævne noget om budrunder eller lignende, som jo er ganske almindeligt i hovedstaden. Stedet er så billigt, så vi gerne havde budt både 2 og 300.000 tusinde over, hvis det havde været perfekt.

Og så sad vi der....kiggede på hinanden og undrede os...og tænkte om det var fordi mægleren selv eller hans onkel skulle købe det? For hvordan kan man som mægler afvise kunder, der - måske - kan give sælger et højere provenue?

En anden mulighed er selvfølgelig at prisen har været sat for lavt og sælger ønsker at tage det af markedet og sætte det på til en anden pris på et andet tidspunkt.....men så burde mægler nok lige fjerne det fra nettet.

Så første skridt gik ærlig talt ikke særlig godt....nu slikker vi sårene og kigger videre...og tænker videre...og drømmer lidt...og vender tilbage til at vi jo har det rigtig godt, som vi har det nu ;-)




tirsdag den 27. marts 2018

Benægt, benægt, benægt

Vi holder påskeferie og var i går ude at spise på et af de lokale steder på vores feriedestination.

Vi havde købt sådan et kupon-tilbud - en bøf eller laks for 99 kr. mod en normalpris på 199.

Jeg forestiller mig altid, at det for restauranten skal være visitkortet til at man får lyst til at besøge stedet igen til fuld pris. Men jeg er før blevet skuffet og blev det igen.

Vi ankom, der var fint og hyggeligt og tjeneren spurgte om det var korrekt, at vi ville benytte os af tilbudet. Vi bekræftede og han spurgte om vi ønskede bøf eller laks og hvilken sauce vi ønskede til. Han gav os så vinkortet.....og forsvandt.....

Der var ikke mange i restauranten på sådan en hverdagsaften udenfor sæsonen og lige bag os sad ejeren af stedet, så man kunne måske have forestillet sig, at tjeneren var lidt mere på dupperne.

Der gik 25 minutter så kom en ung kvindelig tjener og spurgte hvad vi ville have. Vi bestilte vores drikkevarer og hun så lidt undrende ud, så vi tilføjede, at vi allerede havde bestilt vores mad hos hendes kollega.

Yderligere 15 minutter gik, så kom vores drikkevarer og den unge kvindelige tjener oplyste, at der altså ikke lå nogen ordre på noget til os. Vi forklarede at vi havde bestilt hos den og den tjener og pigen forsvandt igen.

Og så skete der ikke mere.....eller dvs efter 10 minutter (og altså 50 minutter efter vi var ankommet!!) kom den unge kvinde og sagde, at vi godt måtte tage af salatbuffeten, underforstået for deres regning.

Endelig - efter knap en time - kom vores mad, serveret af den tjener, som oprindelig tog imod vores bestilling. Jeg spurgte med et glimt i øjet om han havde glemt os og han svarede surt, at vi jo ikke havde bestilt noget hos ham....jeg opgav, ikke en konflikt jeg gad tage, når vi var ude for at hygge os.

Men hvordan er det IKKE at tage imod bestilling, når man spørger om folk vil have kød eller fisk og hvilken sovs, de ønsker til?? Det er da en bestilling.

Men benægt, benægt, benægt, er her en god metode til aldrig at indrømme en fejl. Herregud, manden skulle jo bare have sagt, ups, ja, den smuttede, det må i undskylde.

Nå, men vi fik vores mad - mandens bøf var fin og et pænt stykke kød - min laks lå derimod midt på tallerkenen og råbte:

"Husk, en middag til 99 kr. vil altid være en middag til.....99 kr"

Ja, man får hvad man betaler for og havde jeg betalt 199 kr for den ret var jeg godt nok blevet sur - vil tro der var 80 gram laks. Til gengæld var der 10 kartofler...til mig, til min ret.

Det gode var dog at maden var virkelig lækker, så jeg sagde til den (nu fornærmede) mandlige tjener, at det var meget lækkert. Hans svar var "Godt" og så gik han.

Velbekomme




onsdag den 21. marts 2018

Findes der curling-lærere?

Der findes curling-forældre - vi kender dem alle og vi kan nok heller ikke selv sige os fri for af og til at agere som.....curlingforældre.

Jeg har ikke haft børn i grundskolen i mange år, men da jeg havde, synes jeg ikke, jeg oplevede meget curling fra lærernes side, heldigvis.

I går i toget mødte jeg en curling-lærer. Toget var godt fyldt, men rigtig mange steg ud på Hellerup station og jeg valgte at sætte mig ned på en anden plads, hvor der ikke sad så mange. Sådan en plads med 4 sæder overfor hinanden på den ene side af gangen og tilsvarende på den anden side. Skråt overfor mig sad en kvinde og på den anden side af gangen sad en mand.

Jeg satte mig, smed hue og handsker og tog min telefon frem, da en kvinde i 30'erne kom farende og sagde "Ej, undskyld vil du ikke godt flytte dig"? Jeg kiggede op "Flytte mig??". Der var masser af pladser rundt omkring, så spørgsmålet var lidt sært.

"Ja, vil du ikke flytte dig, for jeg har 3 børn her, der gerne vil sidde sammen og der er jo mange andre pladser du kan sidde på".

Mange i kupéen kiggede op, de var tydeligt interesserede i hvad jeg sagde til det, så jeg valgte konflikten fra og gik min vej....ned i en anden kupé. Bagefter var jeg irriteret over min egen konfliktskyhed, at jeg ikke bare sagde, at der netop var mange andre pladser hvor hendes elever kunne sidde.

De 3 piger var 10-11 år, så der var ikke tale om bittesmå børn, der skulle overvåges, men tydeligt blot en curling-handling ift pigerne så de ikke skulle udsættes for IKKE at sidde sammen i de 12 minutter det tog at køre fra Hellerup til Nørreport.

Skal vi virkelig rydde hver en sten på vores børns (elevers) vej? Hvordan skal de klare sig når de kommer ud i den virkelige verden? Er al den curling årsagen til at så ufattelig mange unge har angst? (I know, det sidste spørgsmål kræver jo nærmest et indlæg for sig selv, måske kommer det en dag)

Lærer Andersen var helt sikker IKKE en curling-lærer

tirsdag den 20. marts 2018

Et fantastisk hyggeligt sted

Jeg plejer ikke at skrive "anmeldelser" om spisesteder, men jeg har nu nogle gange været på Nivå Havn, hvor der er kommet den sødeste lille café med meget rimelige priser.

Første gang jeg skulle betale - for kaffe, te og 2 x kage, troede jeg de havde slået forkert ind....mener jeg kom af med 134 kr. Det er ca det samme jeg betaler på fx Holms inde i byen....der er det så bare kun for EN person.

Café Strandhuset har lækre hjemmebagte kager, verdens bedste fish and chips og man føler sig så velkommen, også til at sidde i timevis og sladre, selvom man "kun" har købt kaffe og kage.

Egentlig burde jeg jo holde stedet for mig selv, men Strandhuset i Nivå fortjener at blive nævnt og jeg har nok heller ikke 100.000 følgere, der lige smutter derned, så hermed en anbefaling, hvis I er på de kanter. Det ligger ikke langt fra Louisiana eller Nivaagaards malerisamling, så det passer fint med at spise på Strandhuset og så tage videre eller omvendt.

Jeg fik desværre ikke taget noget billede, da jeg var dernede, så I må nøjes med et billede af Øresund
Øresund - 18. marts 2018