lørdag den 18. august 2018

Nu får jeg nok ørerne i maskinen

Verden - eller i hvert fald København - er i disse dage eksploderet i et sandt Pride-helvede og jeg undrer mig.

Jeg undrer mig over at en sexualitet skal have særstatus og jeg alle steder skal se regnbuen, der symboliserer dette.

Jeg er ved at gå til over at alle, der er noget ved musikken, er ved at falde over hinanden for at hylde regnbuefolket.

Nej, jeg er ikke en gammel forstokket kone, der ikke kan se ud over min egen næsetip - jeg er åben og rummelig og synes at alle skal leve med den/de, som nu engang passer sig for dem. Og så er jeg egentlig fuldstændig ligeglad med om de er sorte, hvide, grønne eller regnbuefarvede.

Men jeg render sgi da ikke rundt og flasher at jeg er heteroseksuel, så hvorfor skal man flashe det, bare fordi man er homo?

Ja, jeg ved, at der stadig er folk, der mener, det er forkert, at være "til den anden side", men jeg tvivler på at disse folk bliver omvendt af den massive dækning af Pridefestivallen.

Der er så meget kvinder ikke forstår og det her er absolut en af de ting, som jeg har svært ved at fatte


2 kommentarer:

  1. Du er ikke alene. John og jeg har det lige sådan. Jeg/vi er hamrende ligeglad med hvor folk hører hjemme rent seksuelt, men ganske som med religion, er det noget, man ikke behøver at rende rundt og bralre op om! Det er en privatsag.

    SvarSlet