mandag den 6. august 2018

Engang var der 4....

Engang var huset fyldt op med 4 fantastiske unger - med leg og glæde, brok og ballade, kærlighed og lykke. Præcis som det nu er i en familie.

Men sådan nogle unger gror jo op og lige pludselig stod den første på kanten af reden, klar til at flyve hjemmefra. Han var kun 18, da han flyttede, men han havde nærmest været klar siden han var 12, så det var som det nu skulle være, selvom han var savnet og det tomme værelse stod og mindede mig om, at han manglede.

4 år senere fulgte hans ældste søster samme vej - lidt ældre, men også spændt på, hvordan det ville være at bo alene. Hun var også savnet, men flyttede ikke langt og kom hjem i tide og utide, for det var alligevel svært at forlade barndomshjemmet. I dag - 6 år senere - kommer hun stadig tit og ofte forbi fordi hun savner os. I modsætning til hendes bror, som nærmest sætter en ære i ikke at savne os ;-).

Nu står næste for tur - han er væsentlig ældre end sine 2 ældre søskende - knap 23 år og i modsætning til de 2 andre flytter han langt væk, da han skal læse i Aarhus. Han fik allerede i maj at vide, han var optaget på studiet og i starten af juni havde han et sted at bo. Sommeren har gjort ham godt, han har vænnet sig til tanken og glæder sig til at flytte, glæder sig til at møde nye mennesker og til at blive klogere. Han er fuldstændig ligeglad med at han ikke kan lave mad, vaske tøj eller gøre rent og mon ikke "Learning by doing" vil blive hans redning? Eller måske bare take-away, paptallerkener og en au-pair ;-).

Man kan mærke, at de er flyvefærdige, når de ikke længere synes at maden er god nok, at vi spiser på forkerte tider, at de bliver bedt om ALT for meget, når man siger, de skal rydde op, være stille, når de kommer hjem om natten osv.

Jeg glæder mig over at sønnen skal læse det, han har ønsket sig siden han var en ung knægt, men samtidig er jeg smerteligt bevidst om, at jeg kommer til at savne ham frygteligt. Nogle gange har jeg tænkt, at han aldrig flyttede fordi han hyggede sig med at bo sammen med os, men selv min italienske søn, finder nu videre ud i verden.

Min flok er for altid min flok, men den spredes for alle vinde og jeg ved, at den med tiden vil vokse sig større og større, når der en dag kommer mænd, koner og børn til.

Noget godt var, noget godt er og noget godt kommer - Hvor er jeg egentlig heldig



4 kommentarer:

  1. Ja, det er jo lige som det skal være når ungerne flytter hjemmefra :-) Men jeg bliver helt rørt af din fortælling, for det er jo også et tab, og selv om man er glad og taknemmelig, kan man jo godt føle lidt vemod ved siden af. Tænke tilbage på dengang de sad nyvaskede i natdragt og så Disneysjov sammen med mor og sådan :-)
    God flytning til jer alle!

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har helt ret - tiden med småunger i nattøj foran Disneysjov var helt speciel :-)

      Slet
  2. Du beskriver det ret godt :-)
    Nu havde jeg jo kun ét barn, men mon ikke følelserne er de samme, uanset mængden af børn? Man vil jo savne hver enkelt lige meget, hvad enten der er en eller otte.
    Det bedste er, at man - det kan du i hvert fald - konstatere, at man har sendt selvstændige og velfungerende afkom ud i samfundet, og at de nok skal klare sig, lige meget hvad der sker.
    Jeg kørte langt i bil hver dag og kan huske den frygt, jeg havde for at dø i et trafikuheld (andre muligheder var utænkelige ...), inden Charlotte var nået til at kunne klare sig selv, især fordi jeg var alene med hende de første 10 år af hendes liv, så der var ingen til at tage over.
    Og så skal jeg da heller ikke lægge skjul på, at det var dejligt at få tid alene med John, mens vi stadig var relativt unge og kunne gøre hvad vi havde lyst til.

    SvarSlet
    Svar
    1. Netop, unge, fornuftige mennesker, der (selvfølgelig) skal videre ud i livet - det modsatte, at blive hos mor og far, er da en rædsom tanke for alle parter

      Slet