Et nyt år og de der nytårsforsætter

Vi laver dem (næsten) allesammen, ikke? Der ved årsskiftet, hvor vi står med et glas champagne og rørstrømske tænker at i år, skal alt være anderledes. Vi skal spise sundere, tabe et par kilo, undgå impulskøb, være bedre forældre, ægtefæller, døtre, veninder.

Men så går året ganske langsomt i gang og alt bliver hurtigt ved det gamle.

Igen i år prøver vi at begrænse madspild - fordi det er sjovt, at finde anvendelse for ting, man ellers ville have smidt ud, fordi det ikke er i orden bare at smide mad ud og fordi det i sidste ende også er en økonomisk gevinst. Vi har været gode til det, de sidste par år, men en ting, som næsten altid ender i skraldebøtten er halvdelen af en ½ l piskefløde, så enten skal nogen huske, at den der piske er åbnet eller også skal vi købe 2 x 1/4....

Så er der vægten.....min vægt....argh, vil gerne tabe de der berømte 5 kg, men for filan hvor er det svært at tage sig sammen, især i januar. Først er der resterne fra julen, som jo lige skal klemmes ned, så er der måske og lidt (slik)rester fra nytåret, så har nogen bryllupsdag og det må jo fejres og lige pludselig sidder man her i midten af januar og har ikke tabt så meget som et gram. Fremover vil jeg huske mig selv på at vægttabet først starter den 20. januar, så behøver jeg ikke græmmes over min manglende standhaftighed.

Så er der økonomien - hver gang vi køber ind, ryger der ligegyldige ting i kurven, ofte ting, som er spiselige, men bestemt ikke i den sunde afdeling. Ønsker sådan at jeg kan gå gennem butikken og KUN holde mig til indkøbslisten - tror det ville gavne både økonomien og vægten at gøre sådan.

Heldigvis synes jeg det er sjovt, at prøve at begrænse madspildet og jeg har det efterhånden også bedst med at lave madplaner, så jeg ved, hvad der skal købes ind og ikke mindst, at jeg ikke står en sen tirsdag eftermiddag og glor fuldstændig idéforladt ned i køledisken i Netto. Det giver en ro i vores hverdag, som jeg ikke vil være foruden.

Men.....der er jo så stadig de der 5 kg, der skal has på og "nice-to-have-tingene", der ikke længere skal lægges i kurven.

Med andre ord, der er stadig lidt at arbejde med.....

Den sidste jul?

Den tanke fik jeg, da vi fejrede juleaften med min far og han sagde, at så kommer han først igen om 3 år, da han jo skal fordele sol og vind lige mellem sine børn og sin kones familie.

Om 3 år er han godt på vej mod de 88 år og heldigvis er han lige nu frisk og rørig, men der sker nu alligevel ofte noget på 3 år, når man har rundet de 80 eller mere.

Jeg skubbede tanken fra mig og nød at være omgivet af dem, jeg elsker allermest, men tanken kom hurtigt tilbage, da min far næste dag ringede for at sige tak for sidst og sagde "Det var den hyggeligste juleaften nogensinde med den bedste mad, jeg hyggede mig så meget og tænk, mens du lavede mad, sad jeg alene med alle mine 4 børnebørn og talte med dem. Det var så dejligt, ja den dejligste juleaften nogensinde"

Måske var det bare mig, der tænkte at det måske var den sidste juleaften, måske tænkte han det også, for han er normalt ikke en der slynger om sig med superlativer.

Nu er det virkelig jul

Lillejuleaften.....træet skal pyntes, der skal bages småkager endnu engang, rødkålssalaten skal snittes, grøden skal en tur under dynen og kartofler skal koges og pilles.

I morgen er så den store dag.....ikke så stor, som den var, dengang flokken var små og næsten ikke kunne være i deres egne små kroppe af bare spænding, dengang mindst en af dem fik julefeber, når Disneys juleshow startede.

En gang tilbage i slut 90'erne røg tv-signalet lige præcis et par minutter i 16 og dermed lige før Disneys juleshow. Vi havde 3 forventningsfulde unger siddende foran fjernsynet og så puff....forsvandt det hele. Det var inden man bare fandt det på nettet i stedet, men heldigvis havde vi "båndet" det, så i med kassetten og alle var lykkelige. Undtagen en far lidt længere ned ad gaden - en mand vi aldrig havde hilst på, en mand der aldrig hilste på nogen i kvarteret. Vi havde nok alle prøvet, men han var vist for fin til at hilse på andre, når han kom drønende (alt for stærkt) i sin store bil. Nå men nød lærer jo nøgen mand eller snobbet far at spinde, så pludselig stod han foran vores dør og ønskede os en glædelig jul. Jamen fint så.....og tak, mens han stod der og small-talkede, prøvede han forgæves at kigge ind i vores stue og manden min spurgte om der var noget galt. Øh, eh....ah, ja, hans børn kunne jo ikke se Disney show fordi signalet var væk og om vi måske havde båndet det? Det havde vi, men vores unger brugte det jo - manden blev sur over at han ikke måtte låne det med det samme og gik igen og hilste så stadig ikke på os, når vi mødtes på gaden. Sikke en julestemning, han var i ;-)

Nu er de store og juleshow er ikke på listen over vigtige ting, men da vores yndlingspræst allerede holder gudstjeneste kl. 13.30, håber jeg, at vi kan samles foran juleshowet i år og nyde en småkage og et stille øjeblik inden der skal steges og brases.

Lykken er stor i år - alle 4 unger er hjemme og fejrer julen med os og den største gave er at sidde og bare nyde at være sammen med det og se dem hygge sig, snakke, kærligt smådrille hinanden og tæske hinanden i diverse spil.

Nu' det jul igen og nu' det jul igen......

Efter børnene er blevet voksne eller i hvert fald tæt på voksne bliver jeg hvert år overrasket over, at det pludselig er jul.

Det var nemmere, da de var små og vi "startede" julen i oktober, når vi fandt de første honningkage-hjerter hos bageren. Dengang der var masser af julearrangementer med æbleskiver, gløgg, juleteater, julebanko, julefester i børnehaven, skolen, fritidshjemmet, spejderne, danseskolen, gymnastikforeningen, golfklubben og hvad ved jeg....nu er de alle store og der er ingen julestress over at skulle være flere steder på samme tid. Faktisk skal vi slet ikke noget som helst julet med dem udover det, der er arrangeret i familiens skød.

Det er underligt, og jeg mindes med glæde tiden med de små børn, der glade sad og klippede og klistrede, formede mystiske marcipanfigurer og var med til at bage tommetykke småkager med flot glasur på.

Men hver ting til sin tid - nu er der ro på og tid til fordybelse på en anden måde. Noget vi også nyder, for vi ved jo at før eller siden, er der igen småbørn i familien og vi (jeg!) kan igen få lov til at klippe og klistre, lave marcipanfigurer og bage småkager.

Om 5 dage er det jul og jeg vil nyde de næste dage, nyde at gaverne er i hus, at julesmåkagerne er spist og jeg kan hygge med at bage lidt flere.

Øv og nej!!

Fødselsdagen gik fint, prinsessen havde bestilt sushi, så det fik hun naturligvis. Og ikke bare mors den bedste hjemmelavede, men fra et af byens gode sushisteder.

Vi spiste, vi hyggede, jeg sad med den der lille lykkelige fornemmelse i maven, som jeg altid har når vores 4 unger er samlet og snakken går livligt på kryds og tværs. De nyder hinandens selskab, det er så tydeligt og det gør mig ufattelig glad, for nok er de søskende, men de er også 4 helt forskellige "børn" med en aldersforskel som stadig også betyder noget. Men de vil hinanden og et par af dem har også sagt at de håber, de kan blive ved med at være så gode venner, når de bliver "rigtigt voksne" (som i at have hver deres familie). Svaret var jo at det kan de helt sikkert, men det kræver kærlighed, vilje, forståelse og ikke mindst rummelighed <3

Men knap var de smuttet hver til sit, før jeg fik den der spirende fornemmelse i maven kombineret med lidt kvalme og så skal jeg ellers love for at helvede brød løs og varede resten af natten. Fik stort set ikke lukket et øje - mavekramper og roskildesyge overtog i den grad min krop. Eller måske madforgiftning? Havde helt glemt hvor rædsomt sådan noget er.  Fredag var jeg slatten, ussel og træt og måtte for første gang i årevis melde mig syg på mit arbejde og så lige på dagen, hvor der var julefrokost. Øv, hvor jeg følte mig snydt, men jeg havde ikke været godt selskab.

I dag skinner solen, jeg skal spise som jeg plejer og en god lang gåtur skal også lægges ind i programmet.

God lørdag til jer derude :-)

Jeg er fanget

Jeg er faldet i gryden med "Downton Abbey". Jeg ser sjældent TV, så jeg har ikke fulgt den der, tænkte at det ikke interesserede mig at se endnu en "UpstairsDownstairs", som jeg ellers, der i mine unge dage, syntes var fantastisk.

Men så var der en kold aften med en kop te, et par hunde i sofaen, et varmt uldtæppe og en ipad med Netflix og Downton Abbey, der kom op, da datteren har set den.

Og så gik jeg i gang....og blev fanget og synes nærmest at rengøring og madlavning er ligegyldige projekter, for jeg skal jo se næste afsnit. Det er både fordelen og ulempen ved at se serier på Netflix, HBO osv - man kan jo bare blive ved og ved og ved.

Nå, men serien er god - ved egentlig ikke rigtig hvorfor, måske bare fordi den er hyggelig, med vanlig britisk sans for detaljer og så muligheden for at se lidt tv, hvor de taler britisk. Lidt i samme boldgade som Barnaby.

Så jeg kigger videre, men først skal søndagsrengøringen lige klares og måske en god gåtur i blæsten

Sneen kommer, sneen kommer.....ulven kommer ulven kommer

Og måske kommer den vitterlig her godt en uge efter DMI udtalte, at det ville blive en varm vinter uden nogen udsigt til sne før januar eller februar.

Men lad os nu se - koldt er det i hvert fald med en frisk vind fra nordøst og hvide skumtoppe på det ellers så fredelige Øresund. Skønt at sidde og kigge ud på, når man har en kop varm te i hånden og varme på apparaterne.

Men, de der meteorologer.....var det meteorolog man skulle have været? Tænk at blive lønnet for at sidde og forudsige ting, som oftest slet ikke kommer til at ske - det må være et underligt job, for jeg er slet ikke i tvivl om at de virkelig gør deres bedste og har en kæmpe baggrundsviden.

Ulven kom heldigvis ikke i går aftes, da København (og jeg) gik i panik, da Nørreport og Østerport stationer blev lukket pga nogle hætteklædte mænd med en sportstaske, der kom løbende ned i Metroen. Heldigvis var det tilsyneladede falsk alarm og stationerne åbnede igen. Min panik skyldtes at datter og svigersøn befandt sig lige midt i det hele og jeg gjorde klar til at køre ind for at hente dem og få dem VÆK, men heldigvis åbnede stationerne igen og de kunne begives sig hjem i god ro orden.