Viser opslag med etiketten forældreansvar. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten forældreansvar. Vis alle opslag

lørdag den 24. februar 2018

Det fælles forældreansvar

Man har et ansvar som forældre - Selvfølgelig har man det.

Men jeg synes også man har et "fælles forældreansvar" i forhold til børn og unge i ens netværk.

Vi har altid syntes at det var naturligt, at vi tilbød at børnenes venner, at de naturligvis kunne få et lift med hjem og vi har også gerne kørt dem hjem, for hvem har lyst til at sætte et småberuset ungt menneske af og sige "Du finder selv hjem". Det samme har vi oplevet med børnenes venners forældre - man løfter i flok, også efter de er fyldt 18.

Forleden var yngstedatteren i byen - Aftalen var, at hun enten skulle sove i kærestens lejlighed med en veninde eller tage hjem sammen med veninden og så taxa helt hjem (alternativt vække os, som kunne hente ved stationen). De 2 tøser besluttede sig for at sove i kærestens lejlighed, men valgte lige at vente sammen med en ven, på at bussen kom. Nok lige dele - "han skal ikke stå alene på Nørreport midt om natten" og "han er nok lidt småberuset". Desværre havde han et bæger sodavand i hånden og fik derfor ikke lov til at komme med natbussen hjem. Det var i hvert fald chaufførens undskyldning.

Så står man der....midt om natten, på Nørreport Station med en time til næste natbus, så knægten valgte at ringe til sine forældre. Jeg ved, hvor ufedt det er at blive ringet op om natten, men hellere få de unge mennesker sikkert hjem end at sove med slukket telefon.

Knægten spurgte så forældrene om det var OK at tøserne kørte med hjem, når han nu alligevel blev hentet, men nej, det var det ikke. Faren kørte 20 km for at hente sin søn, men ville ikke tage de 2 piger med hjem. Han vidste intet om at de havde mulighed for at sove i yngstes kærestes lejlighed få hundrede meter fra stationen.

Det er i hvert fald ikke at leve op til det fælles forældreansvar og både min datter og hendes veninde var meget forundrede over at det ikke var naturligt for denne far at løfte i flok.

Som min mand tørt bemærkede "Jeg har da kørt den fars søn hjem flere gange"