The Impossible

Jeg har lige tudet mig gennem filmen The Impossible om tsunamien i 2004.

Tudet over filmen, tudet over, hvor tæt jeg var på at miste min far og tudet over alle de mennesker, der mistede livet og hinanden.

Min far har aldrig villet tale om det og jeg har kun spurgt en enkelt gang, hvor han fortalte, at de nåede at klatre op på hotellets tag, hvor de så bølgerne komme væltende med alt hvad det bragte med sig af død og ødelæggelse. Om døde mennesker over det hele. Om en lang varm dag på toppen af et bjerg uden drikke. Om en lang varm køretur ind til byen, da der endelig blev mulighed for kørelejlighed.  Om Thai'ernes ufattelige hjælpsomhed midt i deres egen sorg over dem og det, de havde mistet. Min far fik ikke så meget som en skramme, men arrene på sjælen, er der stadig, selvom han har lagt dem i en skuffe og smidt nøglen væk, som han siger. I dag er det 14 år siden han landede i Københavns lufthavn.

Jeg ved ikke om jeg synes filmen er god - jo, den er fin, men jeg har det altid lidt ambivalent med at man laver film om grusomme ting, der er sket.

På samme måde havde jeg slet ikke lyst til at se filmen "22 July" - det er for tæt på, og selvom jeg synes man aldrig må glemme alle de, der blev dræbt, synes jeg det er vigtigere at tie manden, der dræbte dem alle, ihjel. Og alligevel begyndte jeg at se den, men efter 10 minutters massakre og tårerne væltende ud af øjnene slukkede jeg - jeg kommer ALDRIG til at se den film, men vil altid huske den dag, da Oslo mistede sin uskyld og de mange unge mennesker mistede livet på Utøya.

Som med 9/11ved jeg præcis, hvor jeg var og kan genkende fornemmelsen af afmagt og frygten for, hvad det var der skete.

Pyha, nu vil jeg lige kramme familien en ekstra gang <3