torsdag den 31. marts 2016

Om 5 år.....eller mindre?

Efter at have haft børn i knap 26 år, kan vi lige pludselig se en ende på det, eller i hvert fald på at have dem boende hjemme og jeg tænker at om bare 5 år er vi bare os to gamle tilbage på pinden.

På den ene side gør det mig trist, for jeg nyder at have dem, der stadig bor her, omkring mig, jeg nyder vores snakke ved middagsbordet og jeg morer mig over deres interne snakke, som vi er koblet helt af, som nu f.eks. da de talte om Paradise Hotel her til aften.

Men jeg kan også se de gode sider ved det - lige pludselig kan man gøre som man vil. Ingen forventer aftensmad (og ja, det gør de stadig selvom de er næsten voksne), vi kan blive inde i byen, vi kan gå hjem på hovedet i seng, vi får en ny frihed, som jeg håber, jeg kan glæde mig over, når den kommer og ikke kun være trist over, fordi den betyder at ungerne er fløjet fra reden.

Samtidig med at den sidste unge nok forlader reden, tænker jeg, at vores søde hunde, heller ikke er her længere - også en mærkelig tanke, men lige så meget jeg holder af dem, lige så meget, må jeg erkende, at de gør at man er meget bundet.

Det er underligt at ens familie lige pludselig og indenfor de næste få år ændrer sig så markant, men jeg ved jo heldigvis at de stadig vil søge mod hjemmet og mors kødgryder, så jeg fortsat kan nyde dem, bare på en lidt anden, men også mere intens måde.

Pyha, hver ting til sin tid - jeg synes jo det var i går, jeg stod med min første nyfødte i en lift udenfor hospitalet og tænke "Åh nej, det er mit ansvar, at han overlever de næste 18 år"

3 kommentarer:

  1. Nu har vi jo kun haft et barn og ingen hunde, men mon ikke følelsen er lidt den samme alligevel?
    Der skal ingen tvivl herske om, at jeg elsker min datter højt og nyder at være sammen med hende, men den frihed, John og jeg fik, da hun fik sit eget, betød altså også meget, og sandheden er jo, at det ville være mere bekymrende, hvis ikke børnene havde lyst til at flytte hjemmefra.
    Og ja, man er mere bundet af en hund end af et barn; derfor har vi ikke husdyr.
    I kan roligt glæde jer til tosomhedslivet - man nyder det på en helt anden måde end man gjorde inden man fik børn, fordi man fokuserer på ganske andre ting.

    SvarSlet
    Svar
    1. Præcis, det er også sådan, jeg tænker det er. Samtidig er det jo en proces, man er igennem, for da vi havde 4 unger under 9 år, tænkte jeg slet ikke på friheden, når vi igen kun var 2, for den lå sååå langt ude i fremtiden. Nu er fremtiden lige om hjørnet og så tilpasser man sig jo (og mellem os to - vi glæder os også lidt ;-)

      Slet
  2. Nu er vores unger lidt yngre- ældste er lige fyldt 11 år - men vi taler engang imellem, manden og jeg, om når det ikke bor her mere... Friheden vi får:) Ikke at vi ikke nyder vores unger - det gør vi men vi snakker bare om det engang imellem. http://hvisvindenvender.blogspot.dk/

    SvarSlet